slider navigation
da / en
Billetter
Når du har købt billetter, vises de her
Dato
Antal
Event
Venue
    * UNG:DOX-billetter vises ikke her.
    Pas
    Når du har et pas, vises det her
    Aktiv
    Type
    Navn
      slider navigation

      Marts 11. – 22. 2026

      slider navigation
      Billetter
      Når du har købt billetter, vises de her
      Dato
      Antal
      Event
      Venue
        * UNG:DOX-billetter vises ikke her.
        Pas
        Når du har et pas, vises det her
        Aktiv
        Type
        Navn

          Den digitale festival på PARA:DOX er i gang – se programmet!

          Årets digitale festival på CPH:DOX' egen streamingtjeneste PARA:DOX er skudt i gang, hvor mere end 140 film fra årets program - store internationale og danske hits til uopdrivelige festivaldarlings - kan streames frem til den 5. april. Få her et overblik over alle filmene. Som KLUB:DOX-medlem kan du se ligeså mange film på den digitale festival, som du vil!

          Se anmelderhyldede DOX:AWARD-film som åbningsfilmen ‘MARIINKA’, ‘Amazomania’, ‘Daughters of the Forest: Mycelium Chronicles’ og ‘Whispers in May’. Bliv klogere på store personligheder i skarpe portrætfilm som ‘King Hamlet’, ‘Merckx – Race of a Champion’, ‘A World Gone Mad – The War Diaries of Astrid Lindgren’ og ‘Sun Ra: Do the Impossible’.

          Eller stift bekendtskab med nogle af festivalens store sleeper-hits som ‘Barrio Triste’, ‘A Life Illuminated’, ‘Qajaq Man’ og ‘KitKatClub – Kinks of Berlin’ og gå på opdagelse i perlerækken af festivalens mange spritnye danske dokumentarfilm som ‘Hjemsøgt’, ‘Patriarken’, ‘Christiania’, ‘Ølparadiset’, ‘Mysteriet om Menopausen’, ‘Petrolheads’ og ‘Tingbjerg-eksperimentet’.

          Se alle 144 film i bunden af artiklen.

          Udforsk PARA:DOX og KLUB:DOX

          Den digitale festival på PARA:DOX

          Stream mere end 140 film udvalg fra årets CPH:DOX! 49 kr. for at leje en film i fem dage.

          Bliv medlem af KLUB:DOX

          Rabat til CPH:DOX 2027, gode medlemstilbud hele året og fri streaming på PARA:DOX, inklusiv årets digitale fesitval med mere end 140 film fra årets fantastiske program.

          Husk at stem til AUDIENCE:AWARD

          … også når du fra på fredag ser film under den digitale festival på PARA:DOX. Alle film på den digitale festival er nemlig nomineret til årets AUDIENCE:AWARD, der uddeles på baggrund af jeres – publikums – afgivne stemmer på de film, I har set.

          Prisen præsenteres i samarbejde med DR og præmieres med 10.000 euro. Afstemningen til AUDIENCE:AWARD 2026 lukker den 25. marts kl. 09.00.

          STEM HER.

          Alle film på den digitale festival

          “Cone Unit”

          Kort eksperimenterende trip gennem natten i udkanten af København i selskab med gruppe unge, rundtossede drømmere fulde af tab og omsorg.

          80 Angry Journalists

          Da Ungarns største nyhedsredaktion kollapser under politisk pres, fortsætter en journalist med at filme og fanger historien bag en kollektiv kamp for pressefrihed i et stadig mere autoritært land.

          A Fox Under a Pink Moon

          Over fem år dokumenterer unge Soraya sine gentagne flugtforsøg fra Iran mod Europa med sin mobiltelefon. Et prisvindende, upoleret selvportræt.

          A Life Illuminated

          På ekspedition i dybhavet med marinebiologen Edie Widder, der er på en mission: at dokumentere de selvlysende livsformer, som lever i det tætteste mørke - og som ingen har set på film før nu.

          A Little Gray Wolf Will Come

          En russisk journalist og hendes unge, vestligtsindede datter rejser tværs gennem Putins Rusland for at konfrontere sig selv og hinanden med deres politiske uenigheder.

          A Song Without Home

          Efter 11 år indespærret i sin families hjem flygter Adelina fra en georgisk landsby til Wien for at kunne være sig selv, men selv i eksil kaster fortiden lange skygger. Et filmkunstnerisk gennembrud af en debut.

          A Sweetness from Nowhere

          En performativ og visuelt eksplosiv forvandlingskugle af en film, hvor levede erfaringer tager form i en konstant tilblivelse.

          A Very Good Boy

          En aldrende, fransk gay-pornostjerne opruller en livshistorie, der er en roman værdig. En smuk og eksistentiel film, der samtidig fortæller homo-bevægelsens glemte historie med erotisk kraft og stil.

          A World Gone Mad – The War Diaries of Astrid Lindgren

          Den svenske forfatters unge år under 2. verdenskrig, fortalt gennem hendes egne dagbøger i en smuk og forstandig film om livet, døden og kunsten i krigens skygge.

          All About the Money

          Pengenes forbandelse og fortidens skygger hjemsøger en ung og ultrarig anti-kapitalist fra en af USAs rigeste famillier i en af årets mest utrolige historier.

          All Rivers Spill Their Stories to the Sea

          En bølge af bibelske plager ramler sammen i det nordøstlige England, hvor fiskere, øko-aktivister og driftige erhvervsfolk kæmper om fremtiden efter Brexit. En højaktuel udkantshistorie med stærk lokal kolorit.

          Alle os og siloen

          En flok kreative ildsjæle vil gøre den gamle betonsilo på havnen i Stubbekøbing til et kunstnerisk vartegn for byen. Så nu skal byen vælge: Skal siloen rives ned – eller skal den lille by drømme stort?

          Almost Forever

          Fra barndommens sorgløse somre til de urolige teenage-år. Fem formative år i en ung vennegruppe i Stockholm, hvor sammenholdet sættes på prøve undervejs mod voksenlivet.

          Amadou & Mariam – The Blind Couple From Mali

          Den usandsynlige kærlighedsfortælling om de to blinde, maliske musikere Amadou og Mariam, der har turneret i hele verden. Nu tager de hjem til Mali for at spille en stor koncert og indspille et sidste album.

          Amazomania

          En farefuld ekspedition i Amazonas bliver til et moralsk minefelt i en (tanke)provokerende film om den hvide mands blik, da projektet vender kameraet mod sig selv og den koloniale arv.

          Amílcar

          Blændende smukt portræt af en af anti-kolonialismens mest ikoniske og gådefulde karakterer, Amílcar Cabral - en guerillaleder, poet og agronom, der både var diplomatisk, utopisk og skruppelløs i kampen for frihed.

          Amongst the Birds

          Underspillet islandsk humor og bjergtagende landskaber i en charmerende og billedskøn film om fugle og mennesker - og om et dybt elskeligt, ældre ægtepar og deres gode venner.

          An Eye For an Eye

          En iransk kvinde, der er dømt til døden for at slå sin voldelige mand ihjel, kæmper for sit liv i en nervepirrende retsalsthriller om liv, død og den meget konkrete pris for tilgivelse.

          Arctic Link

          Et fjernt hjørne af Alaska bliver omsider koblet på internettet, men hvad betyder det for øboerne? En episk debutfilm om teknologi og forandringer, hvor alt er enormt - fra kabler til billede og lyd.

          Atlas of Disappearance

          På sporet af de jordiske rester af Franco-regimets ofre i en film, der forener moderne teknologi og papirarkiver i en historisk undersøgelse, baseret på instruktørens egen forskning gennem Forensic Architecture.

          Barrio Triste

          Årets vildeste banger! Hæsblæsende og trippet sensation af en hybridfilm, optaget på et VHS-bånd i colombianske Medellín af fire unge rødder. Produceret af Harmony Korine og med et nyt score af Arca.

          bauhaus forever.

          Et cinematisk manifest dedikeret til Bauhaus-bevægelsen, der revolutionerede moderne kunst, design og arkitektur. Det intellektuelle vingefang og faglige niveau er helt i bevægelsens ånd.

          Becoming Ema

          En ung kvinde trodser sine forældres ønsker og samfundets pres om at blive til noget, og flytter ud i skoven for at stifte familie tæt på naturen. Men vejen til at blive sig selv er lang og svær.

          Belleville Beats

          Det er sommer i Paris, og i en ungdomsklub i Belleville-kvarteret har de unge fået en idé: De vil arrangere en musikfestival i en park. En film i højt tempo, hvor den positive energi kommer indefra.

          Better Go Mad in the Wild

          Tjekkisk festivalhit om to aldrende tvillinger med revolutionært blod i årene, der har skabt sig en magisk verden på en gård uden for samfundet. Men nu er deres bånd ved at gå op i limningen.

          Bouchra

          En af årets mest originale film - og helt klart den mest cool og sexede! - er en animeret autofiktion fra Marokko, hvor en queer filmskaber ringer hjem fra NYC til sin mor i Casablanca for at tale ud.

          Boy Cried Wolf

          Performativt videoværk optaget i en underjordisk tunnel, hvor en kunstner undersøger autoritet og lydighed.

          Boy George & Culture Club

          Historien om et af 80’ernes mest banebrydende popbands er en dramatisk rejse fyldt med intern forelskelse, hemmelig homoseksualitet og et destruktivt heroinmisbrug.

          Burning Voice

          Sideløbende med sine studier kæmper 35-årige Tamara Amer en indædt kamp mod negativ social kontrol, tavshedskultur og undertrykkelse af kvinder i Irak, hvor hun selv er vokset op.

          Christiania

          Christiania er et af verdens vildeste sociale eksperimenter. Efter 50 år med store drømme, stærk tobak og anarki får den farverige bydel en film, dens brogede historie fortjener. En ærlig, skæv og morsom film, der med en levende brug af fantastisk arkivmateriale trækker de historiske tråde op til i dag, og tegner et portræt af et mikrokosmos i forandring.

          Cinema Kawakeb

          Et charmerende og opfindsomt besøg i en slidt baggårdsbiograf i Jordan, hvor de to ansatte og deres eneste stamgæst bliver hovedpersoner i et vittigt og politisk slagfærdigt kursus i filmproduktion.

          City of Light

          Jorden under Paris er en tusmørk verden af svampe, datacentre og hemmelige fællesskaber, der mødes i tavshed under byen. Et undergrundsnetværk af forbindelser kortlægges i et mørkt filmværk.

          Collapse

          Kort efter 7. oktober 2023 vender en israelsk filmskaber hjem til sin ødelagte kibbutz og dokumenterer livet langs hegnet til Gaza. Et essayistisk vidnesbyrd om krig og tab.

          Conscious

          Kan vores subjektive bevidsthed undersøges objektivt? Et filosofisk og videnskabeligt dilemma presser sig på i en gribende film om hjernens mysterier, hvor livet selv indhenter en neuroforsker.

          Construction Site

          Stjerne-arkitekten Renzo Pianos projekt med at renovere en biograf midt i Paris bliver et spændende studie i at få visioner og praktiske realiteter til at gå op. En film om arkitektur med sans for humor.

          Creatures of the Mind

          Et hypnotisk studie i drømme, søvn og underbevidsthedens mysterier. Videnskab møder myter i en brasiliansk film, hvor de oprindelige folks urgamle viden kaster nyt lys over sindets dybe gåder.

          Daughters of the Forest

          Science fiction møder gamle praksisser dybt inde i Mexicos svamperige skove, hvor to kvindelige mykologer fra landets oprindelige folk søger at forene fortid og nutid på tværs af livsformer.

          Desire Lines

          Enigmatisk og hvileløs queerfabel om en søvnløs mand, der følger efter sin bror på cruising gennem Beograds dunkle nætter. En elliptisk spillefilm om kroppe i bevægelse og om at skifte form.

          Do You Love Me

          Libanesisk festivalhit, der med virtuos, filmkunstnerisk kraft samler et fragmenteret portræt af et land, en by og et folk, der har oplevet lidt af hvert. Et cinematisk kærlighedsbrev til Libanon.

          Double Trouble

          Hvad får man, hvis man overlader to aldrende, polske enker og slyngveninder i hinandens selskab i en landsby i Rumænien? Double trouble!

          Dream of Another Summer

          En drømmende undersøgelse af Beirut som sindstilstand, hvor hvert skyggefuldt billede er et bevægeligt fotografi, og fortroligheden er som linjer i en dagbog.

          Drømmen om Serenada

          Dansk-ugandiske Luba vender tilbage til sin fars regnskov i Uganda for at redde det, der er ved at gå tabt. En personlig historie om klimakamp, identitet og tilhørsforhold.

          Dry Leaf

          Et moderne eventyr, hvor virkelighedens verden (gen)fortrylles med en fabelagtig, filmkunstnerisk opfindsomhed af den georgiske filmkunstner Alexandre Koberidze.

          Elon Musk Unveiled – The Tesla Experiment

          Elon Musk ønsker for alt i verden at komme først i kapløbet om at udvikle selvkørende biler, men det har en pris. En doku-thriller om Teslas fatale sikkerhedsbrist.

          Enough is Enough

          Midt i krigens kaos i Congo dokumenterer en ung filmskaber sin generations kamp for værdighed med kameraet som sit våben.

          Errabonda

          Eksperimenterende og vidunderligt smuk 16mm-film om en økologisk, italiensk farm, hvor jord, ukrudt og mikrober efterlader spor både på markerne og filmen selv.

          Et klassisk liv

          På en bondegård syd for København øver unge elitemusikere sig i den klassiske musiks svære kunst. En smuk og livsbekræftende film fuld af vidunderlig musik.

          Everybody to Kenmure Street

          På en gade i Glasgow strømmer hundredevis af beboere til for at forhindre udvisningen af to af deres naboer. Prisvindende Sundance-hit om civil ulydighed og radikalt godt naboskab.

          Fahrenheit

          I en besyndderlig, musikalsk obduktion af efterkrigstidens Irak overvåges en servitrices daglige rutine. Hendes bevægelser er i centrum til Bachs Goldberg-variationer.

          Fallen Noon

          En fragmenteret kærlighed, en by i forandring. I den stille uro blandt Hanois unge blinker minderne; trætte, vedholdende og uendeligt tilbagevendende.

          Fantasy

          Seksualitet, kropslighed og mørke lyster er drivkraften i en original, fransk hybridfilm om en ung kvinde, der mister en notesbog med alle sine hemmeligheder.

          Finding Connection

          Hvad vil du gerne have ud af et forhold? Og hvad er et forhold egentlig? Når mennesker forelsker sig i robotter, starter en lavine af eksistentielle spørgsmål. Engang var det sci-fi, nu er det hverdag.

          Flying Scents

          Forskning og kunstnerisk praksis inspirerer hinanden til nye, radikale erkendelser i en smuk og tankevækkende film om planter, insekter og duftenes særlige sprog.

          From this Day Forth

          I en cinematisk og foruroligende hybridrefleksion over livets skrøbelighed undersøger en instruktør dokumentargenrens rammer med en skuespiller.

          Fuck the Polis

          Skønheden og glæden ved at leve og rejse er selve hjertet i et prisvindende, enigmatisk værk af en anerkendt portugisisk filmskaber. En cinematisk rejsedagbog fuld af poesi, kunst og græske myter.

          Gaza’s Twins, Come Back to Me

          En kvinde adskilles fra sine nyfødte tvillinger under krigen i Gaza. En lokal dokumentarist følger hende i 16 lange måneder, mens krig og kaos raser, og hendes børn tager deres første skridt langt væk.

          Hair, Paper, Water…

          Med stor tålmodighed forsøger en ældre vietnamesiske kvinde at videregive sin visdom til sine børnebørn. En taktil film skudt med et gammelt Bolex-kamera om sprogets kraft, husråd og en truet kulturarv.

          here and not here

          En filmisk dagbog fra Vestbredden og Golanhøjderne - steder i en tilstand mellem besættelse, undertrykkelse og en levet, kollektiv erfaring.

          Hex

          Tre unge, norske kvinder indgår en heksepagt og starter black metal-bandet Witch Club Satan, og inden de har set sig om, spiller de på store internationale festivaler. Men kampen er stadig kun lige begyndt.

          Hjemsøgt

          ‘Hjemsøgt’ følger instruktørens egen rejse som adopteret fra Sydkoreas bjerge til Danmarks vestkyst, hvor en konfrontation med adoptionssystemet forbinder en dysfunktionel jysk familie med et udslettet koreansk ophav.

          Holding Liat

          Vinderen af prisen for bedste dokumentar på sidste års Berlinale er et komplekst portræt af, hvordan en jødisk families tragedie den 7. oktober forvandles til en skakbrik i et geopolitisk spil.

          I Heard That They Are Not Going To See Each Other Anymore

          Ung kærlighed og forbundne liv i Taipei i en romantisk og charmerende debutfilm med et kolossalt kreativt overskud, der opløser grænsen mellem fiktion og virkelighed, ligesom når man er ulykkeligt forelsket.

          I Want Her Dead

          I en calabrisk landsby trues freden af to svigerinders årelange familiefejde. Et tragikomisk portræt af familiehad i en lillebitte by, hvor det ærke-italienske melodrama lever i bedste velgående.

          If Luck Will Come

          I smukke billeder og med et kamera i øjenhøjde med sine unge hovedkarakterer, får vi et sjældent indblik i, hvad det vil sige at vokse op i Afghanistan efter Talibans magtovertagelse.

          In Defense of Self

          Et tragisk drab på en norsk mand med akut brug for psykiatrisk hjælp rulles op en i film, der med hans egne båndoptagelser som ledetråd spørger, hvad der skete - og hvordan det kunne være undgået.

          In Full Agreement

          Den ideologiske krig mellem Rusland og Vesten tager en højdramatisk form i Finland, hvor tre russiske kvinder er i bitter strid over Putins regime og deres egen arv.

          Intelligence Rising

          Tænkere som Yuval Harari og ledere fra EU, Kina og USA deltager i et geopolitisk krigsspil om AI, hvor de konfronteres med scenarier for fremtidens mulige kriser. Øjenåbnende og tankevækkende.

          Jaripeo

          Bag et mexicansk rodeo-shows hypermaskuline ritualer pulserer et skjult queer-begær. Et festival-hit om performativ maskulinitet og underbevidsthedens længsler.

          Jason’s Box

          Hvad sker der, når en erfaren klimaforsker springer ud som aktivist? I Grønland starter forskeren Jason Box og hans lokale åndsfæller et radikalt projekt, der skal råbe verden op.

          Jirapo

          Et smukt, colombiansk filmværk, der trækker tråde mellem indfødte biarter, landets koloniale fortid og en kvindelig biologs familiehistorie.

          Joan of Arc

          Mens årstiderne skifter bygger tre unge søskende en ridderskikkelse som skydeskive på en mark ude på kanten af verden. Minimalisk og meget morsom film af islandske Hlynur Pálmason.

          Kabul Between Prayers

          En ung Taliban-kriger viser sig at være et sammensat menneske, men de nedarvede ideologier er en tung bagage i et overdådigt cinematisk festivalhit af en afghansk CPH:DOX-vinder.

          Kampen om Lynetteholm

          Klimabevægelsen og deres to advokater udfordrer den danske stat i en højspændt retssag for at standse Lynetteholm – en ny kunstig halvø i Københavns havn.

          Kikuyu Land

          En kenyansk journalist vender tilbage til sine forfædres hjem for at dække en juridisk kamp mellem multinationale virksomheder og landets oprindelige folk, men må forholde sig til sin egen families uskønne rolle i historien.

          King Hamlet

          Den danske dokumentarist Elvira Linds vender tilbage med et dybt personlige portræt af sin mand, skuespilleren Oscar Isaac, der står over for sit livs sværeste rolle.

          KitKatClub – Kinks of Berlin

          Træd indenfor i mørket på den legendariske berliner-sexklub KitKatClub. En intim og ublu fortælling i sort-hvid om frihed, lyster, grænser og naturligvis sex i alle afskygninger.

          Last Movies

          Filmhistorien fra Kafka til Cobain: En sorthumoristisk, alternativ tidslinje baseret på de sidste film, som ikoniske berømtheder så inden (og nogle gange mens) de selv døde - fortalt af Jeremy Irons.

          Let Our Mountains Live

          Den norske stat sætter grøn energi og økonomisk gevinst over det samiske folks rettigheder til land i et nervepirrende retssalsdrama om magt, jord, tillid og kulturarv.

          Like Any Other Mortal

          På en fjern planet kører en ensom robot rundt for at finde tegn på liv, mens forskere leder efter ukendte livsformer i et Mars-landskab i Andalusien. Et visionært billedtrip med dyb, filosofisk resonans.

          Little Sinner

          20 års dybt personlige optagelser er samlet i en rå og ufiltreret rejse fra Damaskus til Danmark og skildrer en syrisk kvindes uafrystelige kamp mod vold, svigt og arven fra fortiden.

          Local Sensations

          Et elegant og tankevækkende filmværk optaget i graciøse, sort-hvide billeder, der bevæger sig fra rum til rum i en undersøgelse af lokalitet, arkitektur og monumenter.

          Mare’s Nest

          CPH:DOX-vinderen Ben Rivers er tilbage med en trippet og magisk hybridfilm baseret på et stykke af Don DeLillo om en piges rejse fra stenalderen til fremtiden gennem en mystisk verden uden voksne.

          MARIINKA

          Unge ukrainere fra byen Mariinka står over for et årti med krig, der splitter deres familier og afsporer deres skæbner. Et episk og visionært mesterværk filmet over 10 år.

          Materia Prima

          De bolivianske Andesbjerge er rige på både lithium og drama i en film om en ny guldfeber, hvor globale interesser ramler sammen. En storfilm, hvor 500 års kolonihistorie spøger og et dokument i København ændrer spillet.

          Matter of Britain

          Eventyrligt smuk film om en hel britisk landsby, der genspiller myten om Den Hellige Gral som en kollektiv performance over et helt år. En enestående debutfilm med enorm forestillingskraft.

          Merckx – Race of a Champion

          Eddy Merckx er den største cykelrytter nogensinde. Belgieren har vundet rub og stub. Et stilfuldt portræt af en uovervindelig mester i medgang og modgang.

          METAMETA – The World Without Us

          En rejse gennem Lars H.U.G.s kreative hjerne og musikalske univers - med manden selv som turguide i hans debut som filminstruktør og med helt nye sange på lydsporet.

          Molly vs the Machines

          Tech-giganternes ansvar for unge menneskers mentale sundhed bliver sat på prøve i en film, hvor en tragedie i en britisk familie fører til en retssag, hvor en sønderknust far går rettens vej.

          Mother Creature

          En datter forsøger at trække barndommens monster ud fra under sengen i original og dybt personlig og kreativ film om sin mors psykiske sygdom.

          Mountain of Gold

          Med dollartegn i øjnene begiver guldgravere sig ud i et goldt ørkenlandskab, drevet af drømme om rigdom og et andet liv. En intens doku-thriller om guldfeberens rasen i Niger.

          My Father and Qaddafi

          En libysk topdiplomat forsvinder under mystiske omstændigheder efter at have brudt med Qaddafi. Årtier senere søger hans datter sandheden om sin fars forsvinden og et brutalt regime.

          Mysteriet om Menopausen

          En personlig og undersøgende dokumentarfilm om en livsfase, som halvdelen af verdens befolkning gennemlever, og som vi alligevel ved forbløffende lidt om.

          Nova ’78

          En filmisk og aldrig før set tidskapsel fra William S. Burroughs’ legendariske Nova Convention i New York, hvor ikoner som Patti Smith, Frank Zappa og Laurie Anderson mødtes i et eksplosivt kunstnerisk sammenstød.

          Nurses come and go, but none for me

          Kunstneren Ed Atkins’ fars dagbøger fra hans sidste måneder på hospitalet, minimalistisk iscenesat som en performativ film i to akter med eksistentiel tyngde og befriende galgenhumor.

          Ølparadiset

          Hvad sker der med mennesker, etik og moral, når alkohol og kapitalisme slippes løs i et fattigt og korrupt land med få restriktioner? En enkelt mand tager kampen op mod et korrupt system.

          One in a Million

          10 år i en enestående ung piges liv, fra hun flygter fra Syrien til Tyskland med sin familie, hvor hun vokser op og bliver en ung kvinde. En medrivende film om eksil, håb og drømme set gennem unge øjne.

          Open My Mind

          Den eksperimentelle, psykedeliske terapi sættes på prøve i en lige dele videnskabelig og dybt personlig film, hvor hovedpersonen selv er forsøgskanin.

          Our Flag

          Fortællingen om Grønlands nationale flag er en historie om et symbol på kulturel identitet, stolthed og enhed. I ‘Our Flag’ møder vi kunstneren, der skabte det ikoniske motiv af en rød sol over havet.

          Our Land

          Har alle ret til at færdes frit i naturen? Ikke i England, hvor excentriske rigmænd og naturelskere brydes om jorden i en folkelig film, der lige så sympatisk, som den er ærkebritisk.

          Palestinian Unwanted

          Under katastrofen i Gaza forsøger en dansk-palæstinensisk filminstruktør at skabe opmærksomhed i den danske offentlighed, samtidig med at han kæmper for selv at holde sammen på sig selv. En dybt personlig film med en mission.

          Patriarken

          Filmproducer Peter Aalbæk er selverklæret patriark. Nu bliver han sendt i terapi af sine døtre – men kan han overhovedet ændre sig? Et kærligt, sjovt og nådesløst portræt af en truet art.

          Penkelemes

          Onyeka Igwes nye film er en postkolonial analyse, der udfolder den komplekse historie om et universitet i Nigeria, der blev bygget under det imperialistiske styre.

          Petrolheads

          To helt særlige venner kører de danske landeveje tynde for at finde en brugt Honda Civic, der måske kan gøre livet bare lidt mere normalt. En film, der går lige i hjertet.

          Qajaq Man

          En britisk kok padler 3.000 kilometer langs Grønlands vestkyst, overlever på naturens nåde og opdager fællesskabets styrke i et land omgærdet af geopolitiske spændinger.

          Scarlet Girls

          En ung filmskabers modige og graciøse film fra den Dominikanske Republik, hvor kvinder taler åbent om at leve i et land, hvor abort er forbudt - uden undtagelser.

          Social Landscapes

          En virtuel jordomrejse, udelukkende kommenteret af TripAdvisor. En dybt original film, som med et enkelt greb og nådesløs humor konfronterer os med en verden, hvor masseturismen har sejret.

          Some of You Fucked Eva

          Mystisk og foruroligende videoværk om en gruppe amerikanske high school-cheerleadere, der pludselig begyndte at besvime samtidig i en kollektiv psykose.

          Something Familiar

          En britisk kvinde søger tilbage til sin families ophav i Rumænien og opdager chokerende mønstre i søskendeflokken. Modigt, medrivende og med mere end et enkelt twist undervejs.

          Summer Tour

          Lad håret hænge løst og hop ombord i syreslæden på roadtrip gennem sommeren med to vanvittigt søde og chillede ’Deadheads’, når de triller i hælene på Grateful Dead på deres sidste turne.

          Sun Ra: Do The Impossible

          Space is the place! Et spraglet portræt af den visionære jazzkomponist, der både formede jazzen og sorte amerikaneres selvforståelse med sine dristige visioner for musikken og menneskeheden.

          Takkuuk

          En visuelt eksplosiv, musikalsk rejse ind i Arktis, hvor musikere og forskere deler deres personlige fortællinger om natur, kultur og identitet i hastig forandring - til et svimlende score af irske BICEP.

          Tamatta Ataqatigiippugut – We are all connected

          Den grønlandske inuk Arina Kleist skriver et brev til inuitternes havgudinde Sassuma Arnaa for at bede om tilgivelse for al den forurening og forbrugerisme, der forårsager klimaforandringer.

          Techplomacy

          Fra ytringsfrihed til fake news og AI: I en stort set ureguleret digital verden bliver en 33-årig dansk kvinde udnævnt til tech-ambassadør med et globalt mandat.

          The Calf Doll

          Billedskøn fabel fra Indien, hvor beboerne i en lille landsby spiller sig selv i en enkel og gådefuld fortælling om en mand og hans ko. Instrueret af en poet - og det kan både ses og føles.

          The Cord

          I Venezuelas ødelagte sundhedssystem henter moderskabs-aktivisten Carolina styrke fra en fortid som bandeleder for at hjælpe gravide kvinder. Og hun har en plan, hun er klar til at slås for.

          The Futora

          Et navnløst, spektralt væsen driver mellem natlige byer og børns drømmeverdener, på en rejse fra lysfabrikker i det sydlige Kina til havnebyen Grays i England.

          The Great Experiment

          Det store, amerikanske eksperiment og dets dybe krise er skildret i cinematisk sort-hvid og i et demokratisk sindelag, hvor alle bliver hørt. En politisk film til nuet og en tidskapsel til fremtiden.

          The Lives of My Father

          Han troede, at hans norske far var journalist. I virkeligheden var han spion for CIA, skød med AK-47 i Kuwaits ørken og infiltrerede kokainlaboratorier i Colombia. Nu skal sandheden frem, og den er vildere end fiktion.

          The Mother Age

          Med inspiration fra Ursula K. Le Guin og andre kvindelige tænkere inviterer en norsk filmkunstner os på en sanselig og rigt filosofisk (gen)opdagelsesrejse i de dybe, finske skove.

          The Park (Dancing on the Rubble of Empire)

          I løbet af to lange somre i en park i London rejser et kunstnerpar sammen med parkens gæster spørgsmålet om, hvad det vil sige at høre til midt i imperiets ruiner.

          The Peace Particle

          Sorte huller. Internettets fødsel. Universets potentielle undergang. Verdens største videnskabelige eksperiment i CERN åbner en Pandoras æske af nye opdagelser og uforudsete problemer.

          The Phantom Pain of Rojava

          I et hemmeligt hus i det nordlige Syrien lever sårede, kurdiske guerillasoldater med fantomsmerter i skyggen af en svigtet revolution. En Emmy-vindende instruktørs skildring af fem år i et hemmeligt fællesskab.

          The Red Line

          Fascinerende og originalt portræt af Stockholms konstante ekspansion og nutidens menneskelige virvar fortalt gennem en rød metrolinje og dens passagerer.

          The Revolution Against Death

          Joshua Oppenheimer er tilbage med en kortfilm om teknologi, selvbedrag og drømmen om udødelighed under en blændende, californisk sol.

          The Sandbox

          Klarsynet kortlægning af brudfladerne i det 21. århundredes verdenskort. Magtpolitik, migration og overvågning er voldsomme kræfter i et globalt drama, visuelt skildret med skarphed og kunstnerisk vision.

          The Seasons

          Lokale fabler og myter bringes til live i en sommerfilm med dybe rødder i det sydlige Portugal, hvor fællesskabet er i centrum. Så smuk og poetisk en oplevelse, som man kan ønske sig.

          The Secret Reading Club of Kabul

          I det Taliban-kontrollerede Afghanistan, hvor kvinder nægtes retten til at studere, arbejde og tale frit, danner en gruppe unge kvinder en hemmelig læsekreds med livet som indsats.

          The Way Elsewhere

          Tre rutinerede taxachauffører kører rundt i Athens gader og drømmer om kunst og nye begyndelser i  en finurlig og poetisk film for (og med) natteravne.

          This is Not a French Film

          Underholdende og komplet uforudsigelig film med syrlig (selv)ironi. En ung, racialiseret instruktørs bøvl med at lave sin debutfilm bliver til en doku-satire med politisk punch, der tager én ved næsen.

          Three of Cups

          Poetisk hybrid-undersøgelse af kærlighed, identitet og forandring blandt tre queer-venner over en vinterkold aften i Berlin.

          ti y l tt e dr ps ff sp c

          Feltoptagelser fra Atacama-ørkenen i Chile og analoge 8 mm-billeder udforsker de kornede, lydløse teksturer af sand, støv og støj.

          Tingbjerg-eksperimentet

          Hvad sker der, når en udvalgt gruppe af unge, idealistiske familier fra middelklassen slår sig ned i en københavnsk ‘ghetto’ med en drøm om at udvikle en ny bydel?

          Traces

          Ukrainske kvinder, som har overlevet seksuel vold under Ruslands krig, nægter at tie. Et brutalt ærligt vidnebyrd fra krigens kvindelige ofre, skabt af en kvindelig filmskaber og soldat.

          Waking Hours

          Smuglere fører mennesker over grænsen til Europa i en endeløs, søvnløs nat. En cinematisk film optaget i bælgmørke, som for alt i verden skal ses i biografen.

          Watching People Watching Birds

          Himlens fugle er en truet dyreart, men verdens fuglekiggere er på sagen i en herlig, charmerende film om hobby-ornitologer. Forfatteren Jonathan Franzen sætter ord på passionen for de frie fugle.

          Wax & Gold

          Den østriske doku-veteran Ruth Beckermann er taget til Addis Ababa for at nærme sig en historisk sandhed. Et filmessay om Etiopiens splittede fortid, hvor spørgsmålene er flere end svarene.

          We are Stardust

          Hvad nu hvis livets mysterier kan findes i rendestenen? Det spørgsmål driver et usædvanligt menneske ud på en rejse for at udforske vores forbindelse til stjernerne.

          When Pigs Fly

          Ville du stadig være den samme, hvis dit hjerte var en andens - selv hvis den anden var en gris? En nysgerrig, filosofisk og stilfærdigt gribende film om forholdet til vores firbenede medskabninger.

          Where Ever You Are

          Med visuel elegance fortælles en rørende hybrid-historie om diasporadisk sorg og familiær forsoning gennem en filippinsk immigrant, der vil tilbage til hjemlandet, inden det er for sent.

          Where the Silence is Heard

          I sin cinematiske debut flytter en ung chilensk kvinde ind et forladt hus i Valparaíso for at samle stumperne i sin egen families historie, der gennem fem årtier af blevet farvet af diktatur, eksil og stilhed.

          While the Green Grass Grows: A Diary in Seven Parts

          Peter Mettlers visionære, nye film. Episk af omfang, men generøst og nærværende - en enestående oplevelse uden sidestykke i moderne filmkunst.

          Whispers in May

          Tre kinesiske piger tager på et eventyrligt roadtrip gennem de barske bjerge i Sichuan-provinsen i en enestående debutfilm, der fantasifuldt og poetisk udforsker feltet mellem barndom og voksenliv.

          You Say That You’re Staying at the Party Because You’re Having Fun

          Stilsikkert og tankevækkende retssalsdrama undersøger seksuelle overfald gennem institutionelle og lingvistiske filtre, når en ung kvinde får genfortalt sin vidnesbyrd to gange på to forskellige sprog.

          Yugo Goes to America

          Tre unge venner fra Beograd kører fra New York til Los Angeles i Yugo - et kultdyrket levn af en bil fra 80’erne. En livlig doku-komedie og et rabalder af et roadtrip med mange uventede møder.