Kunst & samfund
Vi tager under temaet KUNST & SAMFUND et kig på kunstens mulighedsrum for at provokere, reflektere, skabe og udvikle. Det gør vi med dokumentarfilm der viser ikoniske kunstnerliv, kunstens metoder og udtryksformer, kunsten som en del af samfundsstrukturerne, og hvordan kunsten bruges til at bryde med og kritiserer det etablerede samfund og systemer.

A Fox Under a Pink Moon
Mehrdad Oskouei & Soraya / Iran, Tyrkiet & Grækenland / 2025 / 76 min / Sprog: farsi / Undertekster: engelske / Fag: Billedkunst, mediefag, samfundsfag
Soraya er vokset op i Iran som datter af afghanske flygtninge. Hendes far døde tidligt, hendes mor flygtede senere til Europa, og Soraya blev efterladt hos en voldelig onkel. I dag er hun gift med en mand, der viderefører kontrollen og volden. Men så beslutter hun sig til at flygte. Filmen er fortalt udelukkende gennem Sorayas egne optagelser, filmet med hendes Galaxy-telefon. Kameraet bliver hendes eneste fortrolige: Vi følger hende på flugtruterne, i skjulestederne og i hjemmet med den voldelige ægtemand. Den 16-årige Soraya bearbejder sin frygt og sorg gennem kunsten. Figurerne fra hendes akvareller vækkes til live: en ræv, der ledsager hende, og en lyserød måne, der våger over hende.
‘A Fox Under a Pink Moon’ vandt hovedprisen på IDFA og er en bevægende førstehåndsberetning om flugt, kunst og modstand – og et sjældent selvportræt af en ung kvinde, der nægter at lade sit liv reduceres til et spørgsmål om pas og grænser.

Museum
Olivier Bienaimé & Hervé Bienaimé / Frankrig / 2025 / 91 min / Sprog: fransk / Undertekster: engelske / Fag: Fransk, billedkunst, mediefag
Kom med helt tæt på en 9. klasse fra den franske provinsby Migennes, når de tager på udflugt til det verdensberømte Centre Pompidou i den pulserende hovedstad. For nogle af eleverne er det første gang, de sætter benene i et museum – for andre, den første tur til Paris. I elevernes møde med kunstværkerne åbner filmen op for spørgsmål om, hvem kunst er tilgængelig for, og hvordan ens sociale baggrund spiller en rolle for fortolkninger af og om kunst. Filmen sprudler med ung energi, og vi lytter med både når de hænger ud med klassekammeraterne, og taler om emner som fremtidsplaner, kunst og privilegier, såvel som når de keder sig eller er imponerede over Soulages abstrakte kunst eller Duchamps urinal, eller uventet bliver inspireret af Rothkos farverige flade nuancer.
Filmen er oplagt til at arbejde med fransk kultur og dens betydning for fransk selvforståelse med den unge generation i front. Med både humor og hjerte giver filmen et underholdende og nuanceret indblik i unges sprog, tanker og refleksioner over kunst og kultur i Frankrig.
