Fra den 19. til 30. marts 2025 inviterer CPH:DOX og en række lokale kulturinstitutioner over hele Danmark dig til at opleve en række fremragende nye danske og internationale dokumentarfilm samt deltage i debatter og events. Vi fokuserer på de mest aktuelle emner, og i samarbejde med lokale kulturaktører har vi sammensat et skræddersyet program til SKIVE:DOX.
Støttet af Skive Kommune.
Se hele filmudvalget her
Facing War
Jens Stoltenbergs sidste år som generalsekretær i NATO, filmet med enestående adgang til en af vor tids største politiske ledere midt i en brydningstid. Om storpolitik, om Rusland og Ukraine, og om den rolle, som alliancen skal spille i fremtiden.
Tommy Gulliksen / Norge & Belgien / 2025 / Verdenspremiere
Mr. Nobody Against Putin
En modig og ukuelig folkeskolelærer afdækker i hemmelighed Putins aggressive militarisering af Ruslands skoler i en film, som det ikke er for tidligt at kalde en af årets dokumentariske sensationer.
Miyazaki – Spirit of Nature
Fascinerende rundtur i det japanske animé-geni Hayao Miyazakis fantasifulde universer, hans 40 år lange karriere og ikke mindst hans besjælede syn på verden og naturen.
Leo Favier / Frankrig / 2024
Legacy
Den utrolige og hardboppede fortælling om dengang Skandinavien blev de sorte, amerikanske jazzstjerners kreative fristed fra racismen og lovens lange arm – fortalt af deres børn, der på godt og ondt stadig lever med deres fædres livsvalg.
Take the Money and Run
Genial kunst eller simpelt tyveri? Kunsteren Jens Haaning trak overskrifter verden over, da han stak en halv million kroner i lommen i protest mod vilkårene som kunstner - og udstillede sin aktion som kunstværk.
Ole Juncker / Danmark / 2025 / Verdenspremiere
Human Race
Eske Willerslev har en ambition om at bygge verdens største samling af forhistorisk menneskelig arvemasse. Som samlingen vokser, tvinges han til at konfrontere spøgelserne i sin egen fortid.
Simon Lec / Danmark, Storbritannien, Norge, Tyskland, Schweiz & USA / 2025 / Verdenspremiere
Hærvejen
Prins Joachim og forfatter Steffen Jacobsen er på vandretur ned gennem Jylland – med sig har de egne livshistorier som Prins til Danmark og som første klasses mønsterbryder. En billedskøn naturfilm med mere end blot et par livskloge ord med på vejen.
Jesper H. Grand / Danmark / 2025 / Verdenspremiere
Forever We Are Young
K-poppens største gruppe BTS og deres globale hær af loyale superfans har endelig fået den film, de har fortjent. En storslået og medrivende verdensomrejse i det 21. århundredes største fankultur.
Grace Lee & Patty Ahn / USA & Republic of Korea (South Korea) / 2025 / International Premiere
Where Dragons Live
En sidste sommer i et fortryllet familiehus i Oxfordshire for fire søskende før deres barndomshjem skal sælges. Charmerende, ærkebritisk upper-class familiehistorie tilsat en dråbe drageblod og lidt eventyrlig magi.
Suzanne Raes / Holland & Storbritannien / 2024
The Bibi Files
Alle kortene i korruptionssagen mod Benjamin Netanyahu lægges på bordet i en film baseret på aldrig før sete, lækkede optagelser og interviews fra den israelske premierministers inderkreds. En politisk doku-thriller af historisk aktualitet.
Alexis Bloom / USA / 2024