Fra den 19. til 30. marts 2025 inviterer CPH:DOX og en række lokale kulturinstitutioner over hele Danmark dig til at opleve en række fremragende nye danske og internationale dokumentarfilm samt deltage i debatter og events. Vi fokuserer på de mest aktuelle emner, og i samarbejde med lokale kulturaktører har vi sammensat et skræddersyet program til HADERSLEV:DOX.
Støttet af Haderselv Kommune.
Se hele filmudvalget herunder
Facing War
Jens Stoltenbergs sidste år som generalsekretær i NATO, filmet med enestående adgang til en af vor tids største politiske ledere midt i en brydningstid. Om storpolitik, om Rusland og Ukraine, og om den rolle, som alliancen skal spille i fremtiden.
Tommy Gulliksen / Norge & Belgien / 2025 / Verdenspremiere
Kærestebreve fra Thy
Frontmanden fra det succesfulde danske band Ganger skriver en plade baseret på sine forældres kærestebreve fra 80’erne, og omskriver imens sin livshistorie, i en charmerende og musikalsk fortælling fra Vestkysten.
Tammes Bernstein / Danmark / 2025 / Verdenspremiere
Hærvejen
Prins Joachim og forfatter Steffen Jacobsen er på vandretur ned gennem Jylland – med sig har de egne livshistorier som Prins til Danmark og som første klasses mønsterbryder. En billedskøn naturfilm med mere end blot et par livskloge ord med på vejen.
Jesper H. Grand / Danmark / 2025 / Verdenspremiere
Forever We Are Young
K-poppens største gruppe BTS og deres globale hær af loyale superfans har endelig fået den film, de har fortjent. En storslået og medrivende verdensomrejse i det 21. århundredes største fankultur.
Grace Lee & Patty Ahn / USA & Republic of Korea (South Korea) / 2025 / International Premiere
Hacking Hate
Undercover i de mest højreekstreme online-miljøer i Norden med en frygtløs, kvindelig journalist. En vild historie med mere end et enkelt twist undervejs, fra en tid, hvor der er både magt og penge i at sprede had.
Mr. Nobody Against Putin
En modig og ukuelig folkeskolelærer afdækker i hemmelighed Putins aggressive militarisering af Ruslands skoler i en film, som det ikke er for tidligt at kalde en af årets dokumentariske sensationer.
Legacy
Den utrolige og hardboppede fortælling om dengang Skandinavien blev de sorte, amerikanske jazzstjerners kreative fristed fra racismen og lovens lange arm – fortalt af deres børn, der på godt og ondt stadig lever med deres fædres livsvalg.