Fra den 19. til 30. marts 2025 inviterer CPH:DOX og en række lokale kulturinstitutioner over hele Danmark dig til at opleve en række fremragende nye danske og internationale dokumentarfilm samt deltage i debatter og events. Vi fokuserer på de mest aktuelle emner, og i samarbejde med lokale kulturaktører har vi sammensat et skræddersyet program til FAXE:DOX.
Støttet af Faxe Kommune.
Se hele filmudvalget herunder
Facing War
Jens Stoltenbergs sidste år som generalsekretær i NATO, filmet med enestående adgang til en af vor tids største politiske ledere midt i en brydningstid. Om storpolitik, om Rusland og Ukraine, og om den rolle, som alliancen skal spille i fremtiden.
Tommy Gulliksen / Norge & Belgien / 2025 / Verdenspremiere
Heks
Den danske forfatter og selverklærede heks Andrea Hejlskov inviterer os ind i sit personlige univers af spådomme, spiritualitet og naturmotiver fra den nordiske mytologi. Efter 10 år i ødemarken er hun tilbage i byen – og midt i sit livs krise.
Emil Nørgaard Munk / Danmark / 2025 / Verdenspremiere
Hacking Hate
Undercover i de mest højreekstreme online-miljøer i Norden med en frygtløs, kvindelig journalist. En vild historie med mere end et enkelt twist undervejs, fra en tid, hvor der er både magt og penge i at sprede had.
Miyazaki – Spirit of Nature
Fascinerende rundtur i det japanske animé-geni Hayao Miyazakis fantasifulde universer, hans 40 år lange karriere og ikke mindst hans besjælede syn på verden og naturen.
Leo Favier / Frankrig / 2024
Take the Money and Run
Genial kunst eller simpelt tyveri? Kunsteren Jens Haaning trak overskrifter verden over, da han stak en halv million kroner i lommen i protest mod vilkårene som kunstner - og udstillede sin aktion som kunstværk.
Ole Juncker / Danmark / 2025 / Verdenspremiere
Mr. Nobody Against Putin
En modig og ukuelig folkeskolelærer afdækker i hemmelighed Putins aggressive militarisering af Ruslands skoler i en film, som det ikke er for tidligt at kalde en af årets dokumentariske sensationer.
Fighter
Hårdtslående og håbefuld tragedie om en MMA-kæmpende nordmand, hvis liv er bundet op på evnen til at bevæge sig. Men da en tragisk ulykke sætter ham tilbage, må han genopfinde sig selv fra bunden.
Sunniva Sundby & Mari Bakke Riise / Norge / 2025 / International Premiere