The Park (Dancing on the Rubble of Empire)
Arwa Aburawa & Turab Shah / Storbritannien / 2026 / Verdenspremiere / 34 min
I løbet af to lange somre i en park i London rejser et kunstnerpar sammen med parkens gæster spørgsmålet om, hvad det vil sige at høre til midt i imperiets ruiner.
Det offentlige rum er et ideelt, demokratisk sted – i hvert fald i teorien. Kunstnerparret Arwa Aburawa & Turab Shah (‘And Still, It Remains’, CPH:DOX 2024) afprøver teorien i praksis i et deltagelsesbaseret videoværk, optaget i en park i London i en tid, hvor censur og undertrykkelse af kritiske stemmer er tiltagende – og hvor den kollektive, historiske erindring om den imperialistiske og koloniale baggrund for de steder og pladser, vi kender og deler, samtidig er aftagende.
Aburawa og Shah falder i snak med parkens besøgende, og ud af imperialismens vraggods danner der sig ikke desto mindre et billede af et fællesskab på tværs af forskelligheder. Med indspilningen af filmen selv som betingelse for den sociale situation, der samtidig dokumenteres, er ‘The Park (Dancing on the Rubble of Empire)’ et åbent og horisontalt værk, der opstår ud af det kollektive bidrag fra de forbipasserende.
