Newport and the Great Folk Dream
Robert Gordon / USA / 2025 / 99 min
Kalder alle fans af ’A Complete Unknown’! Kom med på en kalejdoskopisk rejse gennem Newport Folk Festival i årene 1963–66, der kulminerer i Bob Dylans skelsættende elektriske optræden.
Er man bare en smule interesseret i folkmusik eller 60’ernes musikalske strømninger, er dette en film, der får én til at ønske, man kunne træde direkte ind gennem lærredet og ind i dens verden: Newport Folk Festival 1963–1966. År for år bliver stemningen mere løssluppen, indtil Bob Dylans skelsættende elektriske optræden (som man for nylig kunne opleve med Timothée Chalamet som en ung Dylan i ‘A Complete Unknown’) radikalt ændrer spillereglerne.
Men filmen er langt mere end dén optræden. Den er en tidskapsel fra en æra, hvor musik blev set som en kraft til at ændre verden, og hvor aktivisme og diversitet var centrale værdier. Dylan, Baez, Cash og festivalens fødselshjælper Pete Seeger – som insisterede på at alle fik det samme honorar på 50 dollars – optræder side om side med oversete, men forrygende musikere: egyptiske oud-spillere, syngende canadiske fiskere, virtuose banjospillere og mange flere. Arkivmaterialet, som er klippet sammen af over 100 timers optagelser, er intet mindre end gnistrende.
