Søg

FIRE OF LOVE

Sara Dosa / Canada, United States / 2021 / 93 min / International Premiere

Enestående poetisk og billedsmuk eventyrfilm om et fransk forskerpar, udelukkende klippet med deres egne optagelser fra Jordomrejser på jagt efter vulkaner i udbrud i 1970’erne og 80’erne.

Tyk, rødglødende lava vælter hen over den udbrændte, sorte klippejord i tykke strømme, mens en vulkan med voldsom kraft spyr en massiv mur af ild tyve meter op i luften. Foran står en person i noget, der ligner en rumdragt og nyder synet. I to årtier rejste de frygtløse, franske vulkanologer Katia og Maurice Krafft verden rundt for at studere Jordens mysterier og opsøge vulkanudbrud og askeskyer. Arbejde og eventyr gik ud på ét for det grundsympatiske par, hvis kærlighed til hinanden kun kunne matches af deres fælles nysgerrighed for Jordens indre. Til alt held filmede de alle deres rejser, og deres utrolige, personlige arkiv af analoge 16mm-filmruller er et medrivende vidnesbyrd om et liv på vulkaner. Sara Dosas film består udelukkende af deres egne optagelser, breve og noter, og er så langt fra en traditionel portrætfilm, som man næsten kan komme. ‘Fire of Love’ er poetisk, udadvendt filmkunst med et overskud som en fransk nybølgefilm, og med nogle af de smukkeste – og mest tragiske – momenter man kan forestille sig at se på film.