En plads i solen
Mette Carla Albrechtsen / Danmark / 2024 / Verdenspremiere / 80 min
En visuel tur til det pastelfarvede ferieparadis Gran Canaria, et tilflugtssted for millioner af turister - og for folk, der er på flugt fra mere end blot regn og kulde. Turismens paradokser møder de hårde realiteter hos dem, der bor der året rundt.
Solen skinner året rundt på Gran Canaria. Derfor ankommer der hvert år fire millioner turister til den populære charterø i Atlanterhavet og forvandler den til et pastelfarvet paradis. Men det er ikke alle, der er på ferie. Nogle bor og arbejder midt i virvaret af kulørte drinks og oppustelige badedyr, og det er dem, filmskaberen Mette Carla Albrechtsen har opsøgt. For hvordan er det egentlig at have fast adresse i et ferieparadis? Her møder vi mennesker på flugt fra krig, kulde, voldelige partnere og ikke mindst fra sig selv. En ting er sikkert: Man skal passe på med at knytte sig for tæt til nogen på Gran Canaria, for de fleste er der kun på gennemrejse. I et stilfuldt, visuelt billedsprog overværer vi livets skæve gang mellem sandslotte, homofester og overfyldte swimming pools, mens eskapismen og den snigende melankoli langsomt viser sig bag den festlige overflade.