Ellis Park
Justin Kurzel / Australien, Indonesia & Frankrig / 2024 / Europæisk premiere / 106 min
Nick Caves karismatiske bandkammerat Warren Ellis inviterer os ind i sit personlige univers, hvor han driver et internat for truede dyr på Sumatra, når han ikke fyrer op for den elektriske violin.
Warren Ellis er mest kendt som det viltert udseende sidestykke til Nick Cave i The Bad Seeds. Her raver den musikalske troldmand rundt på scenen med sin ikoniske violin og sit lange, grå skæg flagrende i alle retninger. Men den uortodokse multi-instrumentalist er meget mere end det. Han er også musiker i egen ret gennem tre årtier – og så er han en passioneret dyreelsker, der har et internat for smuglede og mishandlede dyr på den indonesiske ø Sumatra. Det er altså en helt ny side af den karismatiske og dybt sympatiske Ellis, man møder i ‘Ellis Park’, som også fortæller livshistorien og kortlægger hans musikalske karriere. En karriere, der startede hjemme hos forældrene i Australien, hvor faderens ihærdighed på guitar satte sig i kroppen på sønnen. Og derfra altså videre til Sumatra, hvor Ellis finansierer et center for tropiske dyr, der bliver plejet og gjort klar til at blive lukket ud i vildnisset igen. Og med skjorten knappet ned til navlen er netop vildnisset et sted, hvor Ellis føler sig hjemme.