Dracula
Radu Jude / Rumænien, Luxembourg & Brasilien / 2025 / 170 min
Ingen piller ved nationale myter med samme fandenivoldskhed som rumænske Radu Jude. Denne gang vælter han Dracula ud af kisten i en kulsort komedie fra Transsylvanien.
Dracula synes at være Rumæniens mest udødelige eksportvare, og nu har Radu Jude (‘Do Not Expect Too Much from the End of the World’, CPH:DOX 2023) også sat tænderne i vampyren. I sin nye, totalt uforudsigelige og komplet balstyriske film tilbyder den provokerende ikonoklast en original fortolkning – eller rettere tolv! – af sit lands mest berygtede figur.
En frustreret filmskaber i kreativ krise overlader sin nye film til en AI-chatbot, og resultatet er en lavine af stadig mere skandaløse, vulgære og kitschede vignetter. Dracula-myten dekonstrueres kapitel for kapitel, hver gang i en ny genre. Den næsten tre timer lange ‘Dracula’ er muligvis det groveste misbrug af karakteren til dato, men også en rasende morsom satire, der med fryd forsøger at hamre en træpæl gennem vampyrens (og mytens) hjerte.
