Boy George & Culture Club
Alison Ellwood / USA & Storbritannien / 2025 / 96 min
Historien om et af 80’ernes mest banebrydende popbands er en dramatisk rejse fyldt med intern forelskelse, hemmelig homoseksualitet og et destruktivt heroinmisbrug.
England, 1981. Thatcher-æraen, regntunge dage og beton i endeløse nuancer af grå. Men samtidig spirer noget helt andet: fest, farver – så mange farver! – og den eksplosive New Romantics-bølge. På toppen af denne bølge surfer fire unge mænd i Culture Club med touperet hår, overdådige outfits, en instinktiv sans for pophooks og en frontfigur uden lige: Boy George. Filmen kaster sig med varme og højt tempo ind i det kreative kaos og de tætte – til tider hemmeligt romantiske – relationer i bandet.
Gennem især Boy George foldes historien ud. Al glitteret, glamouren og den rebelske flamboyance får selskab af en rå ærlighed om skjult homoseksualitet, mange års heroinmisbrug og de konflikter og smerte, der fulgte Culture Club på deres vej mod at udfordre tidens normer. ‘Do You Really Want To Hurt Me’ har sjældent lydt mere sårbar og oprigtig.
