Fra den 19. til 30. marts 2025 inviterer CPH:DOX og en række lokale kulturinstitutioner over hele Danmark dig til at opleve en række fremragende nye danske og internationale dokumentarfilm samt deltage i debatter og events. Vi fokuserer på de mest aktuelle emner, og i samarbejde med lokale kulturaktører har vi sammensat et skræddersyet program til IKAST-BRANDE:DOX.
Støttet af Ikast-Brande Kommune.
Se hele filmudvalget herunder
Facing War
Jens Stoltenbergs sidste år som generalsekretær i NATO, filmet med enestående adgang til en af vor tids største politiske ledere midt i en brydningstid. Om storpolitik, om Rusland og Ukraine, og om den rolle, som alliancen skal spille i fremtiden.
Tommy Gulliksen / Norge & Belgien / 2025 / Verdenspremiere
Take the Money and Run
Genial kunst eller simpelt tyveri? Kunsteren Jens Haaning trak overskrifter verden over, da han stak en halv million kroner i lommen i protest mod vilkårene som kunstner - og udstillede sin aktion som kunstværk.
Ole Juncker / Danmark / 2025 / Verdenspremiere
Verdens sødeste mænd
Hvis Danmark er det bedste land i verden at være kvinde i, hvad betyder det så egentlig for landets mænd? Ømt og humoristisk gruppeportræt af de bløde – særligt aarhusianske – mænd, der lever ved siden af de stærke danske kvinder.
Josefine Exner & Sebastian Gerdes / Danmark / 2025 / Verdenspremiere
Forever We Are Young
K-poppens største gruppe BTS og deres globale hær af loyale superfans har endelig fået den film, de har fortjent. En storslået og medrivende verdensomrejse i det 21. århundredes største fankultur.
Grace Lee & Patty Ahn / USA & Republic of Korea (South Korea) / 2025 / International Premiere
Hærvejen
Prins Joachim og forfatter Steffen Jacobsen er på vandretur ned gennem Jylland – med sig har de egne livshistorier som Prins til Danmark og som første klasses mønsterbryder. En billedskøn naturfilm med mere end blot et par livskloge ord med på vejen.
Jesper H. Grand / Danmark / 2025 / Verdenspremiere
Mr. Nobody Against Putin
En modig og ukuelig folkeskolelærer afdækker i hemmelighed Putins aggressive militarisering af Ruslands skoler i en film, som det ikke er for tidligt at kalde en af årets dokumentariske sensationer.
Fighter
Hårdtslående og håbefuld tragedie om en MMA-kæmpende nordmand, hvis liv er bundet op på evnen til at bevæge sig. Men da en tragisk ulykke sætter ham tilbage, må han genopfinde sig selv fra bunden.
Sunniva Sundby & Mari Bakke Riise / Norge / 2025 / International Premiere
Cirkeline & den usynlige tegner
Ærligt, kærligt og indsigtsfuldt portræt af Cirkelines mor: Tegneren Hanne Hastrup, der stod bag en af Danmarks mest elskede figurer, men som aldrig selv har fået den anerkendelse, hun fortjener.
Esther Wellejus / Danmark / 2025 / Verdenspremiere