Fra den 19. til 30. marts 2025 inviterer CPH:DOX og en række lokale kulturinstitutioner over hele Danmark dig til at opleve en række fremragende nye danske og internationale dokumentarfilm samt deltage i debatter og events. Vi fokuserer på de mest aktuelle emner, og i samarbejde med lokale kulturaktører har vi sammensat et skræddersyet program til HELSINGØR:DOX.
I samarbejde med Kulturværftet.
19:00
Verdens sødeste mænd
Josefine Exner & Sebastian Gerdes / Danmark / 2025 / Verdenspremiere / 77 min
+ Med introduktion af Morten Mortensen
Før filmen vil Morten Mortensen, kendt fra det populære tv-program Gift ved første blik i 2024, holde et oplæg om mandens rolle i dagens Danmark og hvad det vil sige at være en “blød mand.” Under sin deltagelse i Gift ved første blik delte Morten åbent sin personlige rejse og satte ord på sin kamp med internaliseret homofobi som homoseksuel. Hans modige fortælling har gjort ham til en markant stemme i debatten om identitet og accept. Morten er uddannet manuskriptforfatter og adopteret fra Korea, hvilket også har formet hans perspektiver og indsigt.
Hvis Danmark er det bedste land i verden at være kvinde i, hvad betyder det så egentlig for landets mænd? Ømt og humoristisk gruppeportræt af de bløde – særligt aarhusianske – mænd, der lever ved siden af de stærke danske kvinder.
Se hele filmudvalget her
Miyazaki – Spirit of Nature
Fascinerende rundtur i det japanske animé-geni Hayao Miyazakis fantasifulde universer, hans 40 år lange karriere og ikke mindst hans besjælede syn på verden og naturen.
Legacy
Den utrolige og hardboppede fortælling om dengang Skandinavien blev de sorte, amerikanske jazzstjerners kreative fristed fra racismen og lovens lange arm – fortalt af deres børn, der på godt og ondt stadig lever med deres fædres livsvalg.