slider navigation

Marts 19 - 30, 2025

slider navigation

Vil du være en del af ungdomsredaktionen 2024?

På CPH:DOX vil vi gerne præsentere nye stemmer, både i filmprogrammet, men også blandt det hold, der sammensætter programmet. Derfor søger vi nye medlemmer til vores Ungdomsredaktion, der hvert år sammensætter deres eget film- og eventprogram på festivalen - og denne gang tilføjer vi et særligt fokus på unge med handicap.

I vores redaktionelle arbejde har vi brug for idéer, tanker og perspektiver fra mennesker, der ikke nødvendigvis ligner hinanden, men i højere grad repræsenterer det samfund, vi som festival gerne vil både vise og nå. Det kan være unge med minoritets- eller flygtningebaggrund, sårbare unge, LGBT+-unge og unge med handicap.

Vi søger nu seks nye programlæggere, der sammen med en projektleder (der selv har været medlem af redaktionen) skal sammensætte et film- og debatprogram til festivalen, der løber fra 13.-24. marts 2024. Et program med film, debatter og events, der er kurateret og formet af redaktionen, og som tager udgangspunkt i de problemstillinger og udfordringer, der er vigtige for netop dem.

Ungdomsredaktionen samarbejder med Mino Danmark, DFUNK, LGBT+ Ungdom, Sind Ungdom og Ungdommens Demokratimøde og tilføjer i 2024 også paraplyorganisationen for unge med handicap, SUMH, samt Muskelsvindfonden og Bevica Fonden. Samarbejdets vigtigste ambition er at få så mange og så forskellige unge til at søge som muligt.

Hvad vi leder efter, og hvad kan vi tilbyde:
Er du mellem 16 og 25 år, og interesserer du dig for verden omkring dig? Er du interesseret i film og har du lyst til at udvikle et debat- og eventprogram på en af verdens største dokumentarfilmfestivaler? Så kan det være dig, der skal være en del af vores redaktion.

Vi kan til gengæld tilbyde en enestående mulighed for få indflydelse på et program, der når ud til mere end 125.000 mennesker, og som har reel indflydelse på den offentlige debat. Stillingen er lønnet og løber fra 8. januar til 31. marts med 10 ugentlige arbejdstimer fordelt på to arbejdsdage inden for almindelig kontortid, i udgangspunktet onsdag-fredag.

Ungdomsredaktionen indgår i den overordnede programredaktion på CPH:DOX, så du vil blive en del af fællesskabet omkring at planlægge og afvikle en af verdens største dokumentarfilmfestivaler. Du får indflydelse på filmvalg og får mulighed for at researche, sammensætte og afvikle filmvisninger og debatter under festivalen.

Hvordan søger du?
Vi leder efter kreative hoveder og skarpe stemmer, og du skal derfor ikke skrive en klassisk ansøgning. Send os til gengæld en video på max. 3 minutter, hvor du besvarer to spørgsmål:

1) Hvilken dokumentar-oplevelse har betydet noget særligt for dig?

2) Hvis du kunne ændre én ting i samfundet, hvad skulle det så være?

Alt andet ved videoen – format, stil, udtryk – er helt op til dig.

Send din video til marie@cphdox.dk (enten som fil eller download-link) senest tirsdag
den 19. december kl. 10:00. Vi inviterer til samtaler torsdag den 21. december. Vi glæder os til at høre fra dig!