Sofina + Altid/Aldrig noget andet
Albert R. Hildebrand, Tobias Laust Hansen, Jenny Rossander & Sebastian Cordes / Danmark / 41 min
Debuten fra gruppen ’A Good Year’, der består af videokunstner Albert Hildebrand og komponist og producer Tobias Laust kendt fra bands som Liss og Goss + En poetisk collagefilm af Lydmor og Sebastian Cordes.
Sofina
Albert R. Hildebrand & Tobias Laust Hansen / Danmark / 2024 / Verdenspremiere / 19 min
Liveoptagelser, hverdagsnotater og vokalmusik fletter sig sammen i audiovisuelt projekt, hvor hver eneste digitale streg og musikalske tone er kreative udtryk for en fælles sorg.
En udefineret person uden ansigt bevæger sig hvileløst og hastigt gennem forskellige landskaber, mens en sammenblanding af liveoptagelser, vokalmusik og hverdagsnotater omgiver ham i et både dystopisk, apokalyptisk og håbefuldt univers af lyd. Personen er draget ud på en introspektiv, cinematisk rejse i en række hyper-fabrikerede virkeligheder, der tilsammen skildrer en søgende sjæls endeløse vandringer gennem forskellige stadier af ensomhed, ekstase og ultimativt: sorg. ’Sofina’ er et audiovisuelt projekt, der består af både en film og et album. Det er debuten fra den kollaborative gruppe ’A Good Year’, der består af videokunstner Albert Hildebrand og komponist og producer Tobias Laust kendt fra bands som Liss og Goss. Skabelsen af projektet har været en sorgproces på vej mod helbredelse efter tabet af en kær fælles ven.
Altid/Aldrig noget andet
Jenny Rossander & Sebastian Cordes / Danmark / 2024 / Verdenspremiere / 22 min
Halvt symfoni, halvt dokumentar. En poetisk collagefilm om kinesisk poesi, oversætteren Sidse Laugesen og oversættelsens kunst.
Den danske oversætter Sidse Laugesen bor til daglig i Silkeborg, men har en hemmelig alter ego-eksistens i Kina som den prisvindende avantgarde poet Lao Shuzhen. Gennem de poeter som Sidse selv finder vigtige, oplever vi den kinesiske poesi-scene. Vi møder avantgarde-digteren Yu Jian, som bor i et museum, hvor Ming-vaser flyder hulter til bulter med gamle noter og slikpapir. Vi møder Zhai Yongming, feministisk forkæmper og leder af et poetisk kulturcenter i Chengdu, hvor unge og gamle mødes over poesiens kraft. Vi møder Wang Linyan, den nye generation, som samarbejder med rockbands i lige så høj grad som andre poeter. Vi møder en mystisk togkontrollør, som venter på intet, og en gruppe dansende kvinder, der rutinerede danser sig ind i natten. Gennem musik, collage, associationer og fragmenter af ord, tegner filmen et emotionelt portræt af en kultur, som normalt er hinsides sprogbarrieren.