Reas
Lola Arias / Argentina, Tyskland & Schweiz / 2024 / 82 min
En kreativ queer-musical, hvor de tidligere indsatte fra et kvindefængsel i Buenos Aires omskriver deres egne livshistorier og performer dem som vogue- og sangnumre om at bytte smøger for venner og drømme sig ud i friheden.
Yoseli er ny i fængslet. For hver cigaret, hun giver væk, får hun en ny ven, og langsomt udviskes jeg’et af et kollektivt vi. Langsomt sluses hun ind i et mangfoldigt fællesskab. Nogle er hårdføre, og andre er silkebløde. Trans- og ciskvinder lever et festligt og kærligt liv side om side i de små celler, og end ikke rivaliseringen mellem Boca Juniors og River Plate kan skille dem ad. I et fælles projekt synger og danser de i en musical modelleret over deres egne liv midt i en fængselsgård i Buenos Aires. ’Reas’ er en musikalsk film om et kvindefælleskab, som omskriver deres egne livshistorier og opfinder en ny fremtid i en teaterkulisses befriende rammer. Den argentinske filmskaber Lola Arias vender tilbage efter sin prisbelønnede debut ‘Theatre of War’ (CPH:DOX 2018) med et teatralsk festfyrværkeri af kreativitet, energi og radikal empowerment.