Observer
Ian Cheney / USA / 2025 / Verdenspremiere / 95 min
Kan vi observere verden uden samtidig at påvirke den? En jordomrejse i otte kapitler med nogle af verdens skarpeste iagttagere, som deltager i et filosofisk eksperiment. Legesygt og underfundigt.
En filmskaber har inviteret en gruppe videnskabsfolk til selv at deltage i et eksperiment. Han sender dem på eventyr kloden rundt, uden at de ved, hvor de skal hen – og uden på forhånd at vide, hvad de skal der. Det bliver et filosofisk eventyr, som konfronterer dem med et dilemma, som videnskaben og dokumentarismen har til fælles: Kan vi observere verden uden samtidig at påvirke den?
Med en biolog, en geolog, en bioingeniør og en kvantefysiker ombord får vi mange mulige svar på spørgsmålet, der har hjemsøgt filosoffer siden de gamle grækere. Med i kufferten har Ian Cheney en lille rød firkant, der fungerer som ramme for et udsnit af verden, så deltagerne kan beskrive, hvad de ser. Og det er ellers ikke så lidt, når de først kommer i gang.
’Observer’ et eventyr i otte kapitler fra alle hjørner af verden. En poetisk og tankevækkende rejse ind i den enkle, men dybt transformative handling at observere. Og en film, der inviterer os til at finde skønhed og mening i selv de mest hverdagslige steder – hvis vi blot giver os tid til at se.