Men of War
Jen Gatien & Billy Corben / USA & Canada / 2024 / Europæisk premiere / 103 min
Virkeligheden overgår fiktionen i en dokumentarisk actionfilm om en tidligere amerikansk soldats forfejlede statskup i Venezuela - fortalt i de utrolige detaljer af manden selv.
Det lyder som plottet fra en 80’er-actionfilm, men nogle gange overgår virkeligheden selv den vildeste fiktion. For fem år siden kastede en gruppe lokale oprørere og en håndfuld amerikanske lejesoldater sig ud i at vælte Venezuelas socialistiske regering. Det hemmelige og dybt risikable projekt fik kodenavnet Operation Gideon. Alt gik galt.
Hjernen bag operationen var den tidligere elitesoldat Jordan Goudreau, som gennem sit sikkerhedsfirma Silvercorp var kommet i kontakt med landets opposition fra deres base i Miami og det giftige miljø omkring Donald Trump.
I et sandt scoop af en vinkel fortæller Goudreau selv den vilde historie om det spektakulære og fejlslagne kupforsøg i alle dets utrolige og tragikomiske detaljer. Instruktørparret Billy Corben (‘Cocaine Cowboys’) og Jen Gatien afdækker ikke blot det vanvittige forløb. De kortlægger også alle de (selv)bedrag, der gjorde det muligt at forestille sig, at operationen nogensinde ville lykkes. Men måske er det sidste, fatale kapitel i Goudreaus fortælling ikke skrevet endnu.