Pavements
Alex Ross Perry / USA / 2024 / 127 min
Slacker-heltene Pavement er tilbage i en kreativ og kalejdoskopisk meta-musical med lige så mange lag, som der er riller i en grammofonplade - instrueret af indie-helten Alex Ross Perry.
Var du én af dem, der hang ud ved ‘Alternative/Indie’-hylden i pladebutikkerne tilbage i 90’erne? Så kræver Pavement nok ingen introduktion, og nu har de amerikanske slacker-helte fået en film, som er så Pavement-agtig, at man tror det er løgn. Og det er det også lidt – nogen gange! Historien om de alternative rockhelte er nemlig fortalt af den altid originale instruktør Alex Ross Perry som en kalejdoskopisk collage af referencer til både film, musik og alternativ popkultur. Med deltagelse af kendisser som Jason Schwartzmann, Fred Hechinger og Joe Keery og naturligvis alle Pavement-medlemmerne selv, bliver ‘Pavements’ en dybt opfindsom undersøgelse af bandet og en udvidelse af selve musikfilmgenren. En underholdende og uforudsigelig film for både hardcorefans og folk, der endnu ikke aner, hvem verdens bedste band er. Dress code: Forvaskede cowboybukser med slaskerøv!