UNG:DOX i Aarhus
Velkommen til UNG:DOX i Aarhus! Her kan du finde de film og arrangementer, vi tilbyder til ungdomsuddannelserne.

Materia Prima
Jens Schanze / Tyskland / 2026 / 89 min / Sprog: spansk, engelsk, Aymara & Quechua / Undertekster: engelske / Fag: Spansk, samfundsfag, naturgeografi
Verdens største forekomster af lithium findes i de bolivianske Andesbjerge. De sjældne metaller sætter gang i en ny guldfeber. Europæerne ønsker råmaterialet for at redde bilindustrien, mens bolivianerne ønsker at bekæmpe fattigdom – og virksomheder fra hele verden undersøger deres muligheder. Et historisk dokument fra det 16. århundrede, opbevaret af Det Kongelige Danske Bibliotek, forbinder fortiden med nutiden.
På europæisk side leder iværksættere og EU-diplomater forhandlingerne med den bolivianske regering. I landdistrikterne mobiliserer de lokale bolivianere sig i grupper, der hovedsageligt er organiseret af kvinder. I et fletværk af perspektiver får vi et sjældent indblik i det strategiske minefelt af interesser, der brydes. Over det moderne drama spøger 500 års kolonihistorie, som får stemme gennem en boliviansk krønike fra det 16. århundrede, der sætter nutiden i perspektiv.

Nuclear Now
Oliver Stone / USA / 2022 / 105 min / Fag: Fysik, Engelsk
Mens de fossile brændstoffer får planeten til at koge, er verden endelig nødt til at konfrontere sig med det tabuiserede alternativ: Atomkraft. Dybt nede i jorden under vores fødder rummer uran-atomer en ufattelige mængder af koncentreret energi, som – da det først lykkedes videnskaben at forstå den i det 20. århundrede – både førte til opfindelsen af atombomben og til en ny energikilde. Men overgangen fra kul og olie til atomkraft var farvet af de gamle industriers interesser. En langvarig PR-kampagne skabt frygt og forvirring om atomkraften i offentligheden. Med uhindret adgang til atomindustrien i lande som Frankrig og USA har instruktørveteranen Oliver Stone skabt et passioneret forsvar for den kontroversielle energikilde, som i skyggen af krige, klimakriser og befolkningstæthed er vendt tilbage som fremtidens mulige energikilde. Uanset hvor man selv står, er der stof til eftertanke i ‘Nuclear Now’.

I Think We Begin as Light
Emma Harris & Sille Skovgaard / Danmark / 2025 / 40 min / Sprog: dansk / Undertekster: engelske / Fag: Biologi
Lige under vores fødder ligger et levende økosystem indhyllet i mystik. Et tavst og travlt samfund af svampe, bakterier og andre mikroskopiske organismer, der understøtter jordens naturlige evne til at filtrere vand, lagre kulstof og i sidste ende dyrke fødevarer. Men efter årtier med industrielt landbrug er der om 20 sæsoner ingen frugtbar jord tilbage at dyrke.
Det forsøger en række regenerative danske jordbrugere at lave om på gennem endeløse eksperimenter med at dyrke levende landskaber. Men gradvist indser de, at der ikke findes simple løsninger i naturen.
‘Jeg tror, vi starter som lys’ er en etnografisk rejse under jordens overflade, der udforsker de komplekse forhold mellem mikroorganismer, planter og sollys. En sanselig og poetisk film om jorden, der forsvinder under os – og om dem, der kæmper for at genskabe den.

Hjemsøgt
Taekyung Tanja In Wol Sørensen / Danmark, Republikken Korea (Sydkorea) & Finland / 2026 / 90 min / Sprog: dansk & koreansk / Undertekster: engelske / Fag: Dansk, mediefag, samfundsfag
‘Hjemsøgt’ følger instruktøren Taekyung Tanja Inwols fortælling som adopteret. Mellem Danmarks vindblæste vestkyst og Sydkoreas bjerge udfoldes den danske families historie. En historie der gemmer på vold i hjemmet, skilsmisse og selvmordsforsøg bag den pæne jyske facade. Samtidig forestiller filmen sig de andre liv, der blev udslettet eller kunne have været i Korea.
Gennem interviews, landskaber, fotos og voice-over sammensætter instruktøren sin oplevelse, som den eneste adopterede i en dansk familie – og som én, der hele livet har været udslettet fra Korea. Filmen fletter personlige minder og fantasi sammen med de politiske realiteter i et transnationalt adoptionssystem, der for længst har mistet sin glans.
‘Hjemsøgt’ er en barsk, men på sin vis også en meget smuk fortælling om et menneske, der ender i en familie, som indeholder meget smerte, sygdom, vold og opbrud. Hvordan overlever et barn, når den ene mor efter den anden forsvinder?
