Vidnesbyrd fra hospitalsgang i Gaza
Mød instruktør Poh Si Teng og de tre læger i centrum for filmen 'American Doctor', der følger deres kamp for at redde menneskeliv på et hospital i Gaza - og for at trænge igennem til den amerikanske offentlighed om de krigsforbrydelser, de har været vidne til.
I forbindelse med den internationale premiere på Poh Si Tengs rystende dokumentar ‘American Doctor’ inviterer vi til en helt særlig samtaleaften, hvor du kan møde filmens instruktør og dens tre hovedpersoner: Thaer Ahmad, Mark Perlmutter og Feroze Sidhwa.
‘American Doctor’ skildrer virkeligheden i Gaza gennem stærke og dybt foruroligende billeder af sårede og døde – også børn. Allerede i filmens åbningsscene opstår et afgørende etisk dilemma: Instruktøren tøver ved tanken om at vise scenerne, mens en af lægerne fastholder, at fraværet af billederne risikerer at udvande sandheden. Ved eventet udfolder instruktør og de medvirkende læger denne konflikt og de etiske overvejelser, filmen udspringer af.
Aftenen sætter også fokus på lægernes aktivisme og på deres insisterende kamp for at belyse USAs rolle i konflikten, herunder betydningen af amerikansk våben- og kampflystøtte til Israel, i relation til de massive ødelæggelser og civile dødstal. Et bredere internationalt medansvar, som også Danmark indgår i.
Samtalen foregår på engelsk.
