Poesi som skjult modstandsform
Kan tavshed være en positiv strategi for modstand? Forfatterskole-alumne Uzma Akbari introducerer 'The Secret Reading Club of Kabul' med afsæt i landai-poesien og kvinders skjulte fællesskaber i det Taliban-kontrollerede Afghanistan. Vi markerer samtidig Nowruz og serverer Haft Mewa efter eventet.
I ‘The Secret Reading Club of Kabul’ danner en gruppe unge kvinder i det Taliban-kontrollerede Afghanistan en hemmelig læsekreds. I et samfund, hvor kvinder nægtes retten til at studere, arbejde og tale frit, bliver litteraturen et rum for fællesskab, modstand og håb.
Forfatter Uzma Akbari introducerer visningen med en præsentation af den mundtlige afghanske digtform landai, som er en poesi tradition, der gennem århundreder er blevet fremført i det skjulte af Afghanistans kvinder. Hun fortæller om sit arbejde med at oversætte landai-digte, som kan læses i Legenda nr. 15, og om sin egen eksperimentering med digtformen, der tog form efter Talibans magtovertagelse i 2021. I takt med at det bliver stadig farligere at være kvinde i Afghanistan, rejser Akbari spørgsmålet om, hvordan overlevelsesstrategier kan se ud under ekstreme vilkår. Audre Lorde skrev de ikoniske ord: “Din tavshed kan ikke beskytte dig”. Men for landai-poesien ligger kvinders modstand netop i dens udadtil tavse form.
I forbindelse med Talibans magtovertagelse i 2021 blev Nowruz forbudt at fejre i Afghanistan. Højtiden, der markerer forårsjævndøgn og nytår i Central- og Vestasien, er en mere end 3.000 år gammel tradition i Afghanistan.
Introduktionen vil være på dansk.
Kom og fejr Nowruz med os på CPH:DOX! I anledning af dagen serverer vi haft mewa, der er en klassisk nytårsdessert bestående af syv slags tørrede frugter og nødder, der symboliserer overflod og fornyelse. Ved køb af billet til dette event får man serveret haft mewa i foyeren efter filmvisningen.
Udover dette event kan du i løbet af dagen møde journalist og dokumentarist Nagieb Khaja, DFUNK og menneskerettighedsforkæmper Manilla Ghafuri, som hver især bidrager med perspektiver på Afghanistans kultur, politik og aktuelle kampe. Du kan også gå på opdagelse i afghansk kunsthåndværk i Østerlands bod.
