Palæstina i medierne: Perspektiver and ansvar
Efter visningen af ‘Palestinian Unwanted’ kan du møde filmens instruktør, Omar Shargawi, i samtale med Anton Geist, journalistisk chefredaktør for Information, og Paula Larrain, Seniorrådgiver ved Amnesty International.
Hvordan har de danske medier dækket Hamas’ angreb den 7. oktober, Israels efterfølgende militære angreb i Gaza og de titusindvis af civile ofre? Hvem føler sig hørt i den offentlige debat – og hvem oplever at stå udenfor? Og hvilket ansvar følger med, når en international konflikt bliver en del af den danske offentlighed? Med afsæt i visningen af ‘Palestinian Unwanted’ inviterer CPH:DOX til en samtale om mediernes rolle, aktivismens stemme og de dilemmaer, der opstår, når opfattelser af krigshandlinger, identitet og geopolitik kolliderer herhjemme. Filmen er skabt af Omar Shargawi i tiden efter 7. oktober 2023 og tager udgangspunkt i hans personlige oplevelse af både begivenhederne i Mellemøsten og den danske debat, der fulgte.
I samtale med Mads Frimann Petersen, journalist og vært på TV 2, mødes Omar Shargawi med Anton Geist, journalistisk chefredaktør for Information, og Paula Larrain, seniorrådgiver ved Amnesty International, til en diskussion af mediernes rolle, kritik af dækningen og de dilemmaer, der opstår, når stærke følelser, politiske analyser og menneskerettighedsperspektiver kolliderer i offentligheden. En debat om repræsentation og ansvar, om tillid og troværdighed – og om hvordan vi taler om en konflikt, der for mange opleves både dybt personlig og dybt polariserende.
Samtalen er på dansk.
