Oprørets døtre
I denne samtale fokuserer vi på historier fra pårørende, når et familiemedlem bliver taget til fange af politiske årsager. Vær med, når den libyske instruktør Jihan og Maryam Al-Khawaja, bahrainsk-dansk menneskerettighedsaktivist, deler deres egne erfaringer med at søge sandheden og kæmpe for retfærdighed. Moderator: Naima Yasin, sekretariatschef hos SAGA.
I dokumentarfilmen ‘My Father and Qaddafi’ samler Jihan brikkerne om sin fars forsvinden, den fredelige oppositionsleder mod den libyske diktator Muammar Qaddafi, og sin mors 19 år lange søgen efter ham. Maryam Al-Khawaja er datter af Danmarks eneste samvittighedsfange, Abdulhadi Al-Khawaja, der er fængslet i Bahrain for sin ledelse af det fredelige oprør mod landets regime i 2011. Samtalen vil være personlig og intim og give anledning til refleksioner over fortiden, nutiden og fremtiden, både hvad angår individuelle oplevelser og den bredere kamp for menneskerettigheder.
Samtalen vil foregå på engelsk.
