Final Night Folk! Newport Folk Festival film + mini-koncert med Geo Pjäserna
Traditionen tro afslutter vi årets CPH:DOX i musikkens tegn på Bremen Teater: en film om den legendariske Newport Folk Festival – efterfulgt af en minikoncert i samme ånd med den forrygende danske duo Geo Pjäserna
Bob Dylan, Joan Baez, Johnny Cash, Peter, Paul & Mary – og nu… Geo Pjäserna. Vi runder festivalen af med en film, der er et overflødighedshorn af ikonisk 60’er‑folk, og bagefter giver vi stafetten videre til noget af det mest spændende folkmusik fra dagens Danmark. Den gennemmusikalske dokumentar ‘Newport and the Great Folk Dream’ er en kalejdoskopisk rejse gennem festivalens gyldne år fra 1963–66. Filmen skildrer blandt andet Bob Dylans skelsættende elektriske optræden – senest fortolket af Timothée Chalamet i filmen ‘A Complete Unknown’ – samt en perlerække af både kendte og oversete, men lige så forrygende, optrædener: fra egyptiske oud‑spillere og syngende canadiske fiskere til virtuose banjospillere og meget mere.
Efter rulleteksterne fortsætter musikken live fra scenen, hvor Geo Pjäserna – en duo straight outta Mols Bjerge bestående af forfatter og guitarist Rasmus Theisen og cellist Asbjørn Elle – hiver folk‑traditionen ind i nutiden. Duoen, der blandt andre har samarbejdet med musikeren Goss, spiller her deres egne kompositioner: instrumentale, akustiske forløb og melodier i et krydsfelt mellem moderne jazz og ny‑folk. Musik, der får det sidste ord på årets CPH:DOX!
