Fairuz-hyldest: Filmvisning og koncert med Dana Alshihaby i Davids Samling
Oplev en intimkoncert med Dana Alshihaby, akkompagneret af oud-spiller Bilal Irshed, i Davids Samling – en stemningsfuld hyldest til Libanon og Fairuz’ uudslettelige arv.
I ‘Do You Love Me’ rejser vi gennem 70 års libanesisk historie fortalt i lyd og billeder. Dokumentaren udforsker Beiruts kollektive hukommelse og skildrer et land formet af traumer, glæde og alt det, der ligger imellem.
Filmens brug af arkivmateriale peger på et stærkt tematisk slægtskab med Davids Samling som museum. Både filmen og museet arbejder med bevaring som en måde at forstå, fortolke og huske på. Derfor åbner vi dørene til en særlig visning i museets rammer, efterfulgt af en intimkoncert, der lader historien klinge videre i musikken.
Dana Alshihaby forener sjælfulde traditioner fra arabisk musik med moderne musikalske udtryk. Med en klassisk sanguddannelse fra Syrien og Danmark bevæger hun sig ubesværet mellem arabiske kvarttoner og vestlige jazztoner og skaber et personligt, nutidigt lydunivers. På scenen ledsages hun af den virtuose oud-spiller Bilal Irshed.
Denne aften vil Dana fortolke sange af Fairuz – en af Libanons mest ikoniske stemmer. Under den 15 år lange borgerkrig nægtede Fairuz at tage side og sang i stedet for et forenet Libanon. I en tid, hvor Beirut var opdelt, blev hendes stemme et samlingspunkt og et symbol på håb.
Kom og fejr Fairuz og Libanon på Davids Samling!
Foto: Bradley Walley
