De skjulte processer i migrationskontrol
Hvad sker der bag kulisserne i migrationskontrollen? Kom med indenfor hos Demokrati Garage og få et sjældent indblik i de mekanismer, der normalt forbliver skjulte, med forsker i migration Ahlam Chemlali og lektor i Center for Krigsstudier Martin Lemberg-Pedersen.
Hvilke systemer, vurderinger og beslutningsprocesser former menneskers muligheder for at krydse grænser og søge asyl? Den DOX:AWARD-nominerede ‘The Sandbox’ giver et indblik i, hvor black boxet migrationskontrol er blevet, og hvordan store private virksomheder tjener penge på grænsekontrol, mens flygtningelejre og grænser bliver arenaer for udvikling af ny teknologi, der begrænser bevægelsesfriheden for mennesker på flugt.
Panelet består bl.a. af forsker i migration, fordrivelse og grænser Ahlam Chemlali og lektor i Center for Krigsstudier Martin Lemberg-Pedersen, der sammen åbner op for teknologien bag og diskuterer, hvad der foregår i en dansk kontekst i forhold til grænsekontrol og asylprocesser.
Visningen præsenteres i samarbejde med Demokrati Garage, der er et uafhængigt mødested og innovationsrum i Københavns Nordvest kvarter, der har til formål at styrke og forny demokratiet. Det ligger i et tidligere autoværksted og smedje og fungerer som et fællesskab, hvor forskellige aktører arbejder sammen om demokrati-innovation, deltagelse og nye metoder til at engagere flere i samfundet. Stedet er åbent for alle og fokuserer på demokratisk deltagelse, fællesskab, samarbejde og dialog.
Denne samtale vil være på dansk.
