At udtrykke sig i og uden for Afghanistan
Med kunst og fortællinger som redskab inviterer DFUNK's Lida Afghan og menneskerettighedsforkæmper Manilla Ghafuri publikum ind i erfaringer fra Afghanistan efter en visning af IDFA-vinderen 'A Fox Under a Pink Moon'.
Efter visningen af ‘A Fox Under a Pink Moon’, hvor vi følger Sorayas historie om flugt og overlevelse gennem kunst, fortsætter vi med endnu en stærk fortælling, præsenteret i samarbejde med DFUNK – Dansk Flygtningehjælp Ungdom.
Efter filmen kan du møde Lida Afghan fra DFUNK’s Fortællernetværk, der sammen med Manilla Ghafuri, projektleder for aktivisme hos Amnesty, tager ordet og sætter kunst i fokus som et aktivistisk og politisk redskab til at formidle erfaringer og stemmer fra Afghanistan.
Lida, der selv har afghansk baggrund, giver i sit oplæg et nuanceret indblik i den politiske situation i Afghanistan med særligt fokus på udviklingen siden Talibans magtovertagelse i 2021. Med afsæt i både sin egen rejse og andre afghanske kvinders erfaringer udfolder hun, hvordan kunst bruges som modstand og aktivisme i en tid præget af undertrykkelse.
Arrangementet inviterer publikum med i samtalen.
Oplægget vil være på dansk.
Kom og fejr Nowruz med os på CPH:DOX! I løbet af dagen kan du møde journalist og dokumentarinstruktør Nagieb Khaja samt forfatter Uzma Akbari, som begge bidrager med perspektiver på Afghanistans kultur, politik og aktuelle kampe. Derudover kan du glæde dig til at smage haft mewa, den traditionelle Nowruz-dessert, serveret med grøn te og gå på opdagelse i afghansk kunsthåndværk i Østerlands bod.
