When Pigs Fly
Denise Riedmayr / Tyskland / 2026 / Verdenspremiere / 80 min
Ville du stadig være den samme, hvis dit hjerte var en andens - selv hvis den anden var en gris? En nysgerrig, filosofisk og stilfærdigt gribende film om forholdet til vores firbenede medskabninger.
Er dit hjerte en definerende del af dig selv? Gemmer det minder om første kys, knuste drømme, sommerdage og et levet liv? Eller er det bare en muskel, der pumper blodet rundt i din krop? Alt dette er mere end bare filosofi. Videnskaben er nemlig tæt på at kunne transplantere hjerter fra grise til mennesker, og med nysgerrighed og empati udforsker ‘When Pigs Fly’ forholdet mellem os selv og vores firbenede medskabninger.
Denise Riedmayrs film foregår på en gård og følger to dyrelæger, der på hver deres måde deler hverdag med grisene. Den ene er med til at opdrætte grise, så de bedst muligt kan bruges til at donere deres hjerte til mennesker. Den anden har dedikeret sit liv til at forstå grisenes indre liv, deres ve og vel. I en verden, der normalt først sætter pris på grisene, når de ligger i køledisken, får vi her en helt anderledes adgang til et dyr, der er tættere på os, end de fleste af os vil indrømme.
