Waking Hours
Filippo Foscarini & Federico Camamrata / Italien / 2025 / 78 min
Smuglere fører mennesker over grænsen til Europa i en endeløs, søvnløs nat. En cinematisk film optaget i bælgmørke, som for alt i verden skal ses i biografen.
I stedet for at følge flygtningene vender ‘Waking Hours’ kameraet mod dem, der har gjort grænsen til deres levevej. Dokumentaren giver et sjældent indblik i hverdagen hos en klan af afghanske smuglere, som bor i en teltlejr, ryger smøger, laver mad over bål og fordriver tiden i et skovområde nær den serbisk-ungarske grænse. De venter på, at det igen bliver tid til at hjælpe en migrant med at krydse tærsklen til Europa.
Gennem samtaler træder smuglernes personlige historier frem og antyder de komplekse relationer mellem migranter, smuglere og grænsemyndigheder. ‘Waking Hours’ er udelukkende optaget i bælgmørke med minimalt udstyr for at undgå politiets søgelys. Det eneste lys kommer fra bål, fakler, mobiltelefoner og lommelygter. Nattemørket bliver både et æstetisk greb og en metafor for det skjulte liv, der udfolder sig langs Europas ydre grænser.
