Unanimal
Sally Jacobson & Tuva Bjork / Sverige & Frankrig / 2025 / Verdenspremiere / 72 min
En fabulerende og filosofisk film om forholdet mellem mennesker og dyr, med Isabella Rossellini som fortæller. Innovativt, morsomt og med et enormt kreativt overskud.
Hvordan ser vi på dyrene? Og hvordan ser de mon på os? Mennesket er den dominerende livsform på planeten for tiden, og vores forhold til andre arter siger meget om os selv. Måske er det på tide at genoverveje vores plads i verden og vores forhold til dyrene? Det gør ‘Unanimal’ med fabulerende, vildtvoksende kreativitet i både form og filosofisk flyvehøjde.
Med Isabella Rossellini som fortæller ser instruktørparret Sally Jacobson og Tuva Björk med herlig, befriende humor på menneskets komplekse og ofte absurde forhold til dyr i den antropocæne æra – en tid, hvor mennesket har erobret kloden og hvor dyrene selv er reduceret til madvarer, kæledyr og udstillingsobjekter.
Der er ingen løftede pegefingre eller sikre konklusioner i ‘Unanimal’. Til gengæld er der plads til at tænke helt nye tanker, og ikke mindst til at få aflivet et par illusionener om, at vi én gang for alle har underlagt os verden.