TV-2: Kys det satans liv
Jesper Skaaning / Danmark / 2025 / Verdenspremiere / 54 min
Sandhederne og den aarhusianske selvironi kommer på bordet i en lun og åbenhjertig om Danmarks ældste - og med egne ord kedeligste - band.
Med sange som ’Kys det nu (det satans liv)’, ’Det er samfundets skyld’ og ‘De første kærester på månen’ har det aarhusianske band TV-2 nedbrudt nutidens generationskløfter og været med til at definere dansk humor og folkeånd, ligesom forsanger Steffen Brandts tekster er blevet et soundtrack til 45 års danmarkshistorie.
Til marts udkommer bandets 20. album. Titlen på det er ’Som om vi ikke har mere at sige’, men heldigvis har Danmarks – selvudråbte – kedeligste orkester stadig en hel masse på hjerte. I åbenhjertige interviews lukker medlemmerne i TV-2 os ind i et hidtil uset arkiv, og disker op med sandheder om hinanden. ‘Man kan ikke synge den slags i dag. Det var noget man sagde… nede i 80’erne’, siger Steffen Brandt undervejs med den lune humor, der er så karakteristisk for bandet.
En film om den danske tidsånd, om at gribe ud efter nuet og have længslen som evig følgesvend. Men også en ambitiøs musikfilm, hvor det sågar lykkes at tøjle aarhusianernes famøse ironi.