The Tender Revolution
Annelie Boros / Tyskland / 2024 / dansk premiere / 91 min
I et samfund, hvor omsorgsarbejde sjældent bliver værdsat, forsøger fire idealister at ændre systemet indefra med ømhed, kærlighed og omtanke - og starter en omsorgsfuld revolution.
Arnold passer sin plejekrævende søn døgnet rundt, fordi systemet ikke tilbyder et værdigt alternativ. Bożena, en polsk sygeplejerske, organiserer sine kollegaer og kæmper for bedre arbejdsvilkår. Amanda, en peruviansk klimaaktivist, ser sit nærområde forandret af klimakrisen. Og Samuel, som er lam fra navlen ned, balancerer mellem at være ven og arbejdsgiver for sine hjælpere.
‘The Tender Revolution’ følger mennesker, der har fået nok. Som nægter at acceptere, at der hverken er tid eller ressourcer til at tage sig godt af sig selv og hinanden. Nu vil de revolutionere et system i underskud – med omsorg, ømhed og kærlighed.
For filmskaber Annelie Boros begyndte denne rejse med en personlig tragedie. For et år siden begik hendes nære veninde selvmord. Siden da har ét spørgsmål ikke kunne undslippe hende: Kunne det have været anderledes, hvis vi levede i en mere omsorgsfuld verden?