The Sound of Love Letters
Tammes Bernstein / Danmark / 2025 / Verdenspremiere / 85 min
Frontmanden fra det succesfulde danske band Ganger skriver en plade baseret på sine forældres kærestebreve fra 80’erne, og omskriver imens sin livshistorie, i en charmerende og musikalsk fortælling fra Vestkysten.
En kaotisk opvækst, en far, der gik i hundene og følelsen af, at der ikke var nogen til at gribe én, hvis man faldt. Sådan var virkeligheden for Thomas Bach, frontmand i det succesfulde danske band Ganger. Forældrene bliver skilt, da Thomas er helt lille og han kan kun huske konflikterne fra sin barndom. Men da faren ligger for døden, tager Thomas tilbage til det forblæste Thy for at passe ham. Her overrækker faren ham en stak kærestebreve fra dengang forældrene var unge og forelskede, og beder ham læse dem efter hans død. Med bunken af hede kærestebreve i hånden begynder Thomas at skrive Gangers tredje album – en plade, der måske også kan forsone ham med moren, som han ikke har haft kontakt med i flere år. I takt med at brevene bliver til musik – og med hjælp fra farens gamle motorcykelvenner, morens perleveninde og bestyreren af det legendariske lokale Diskotek Bowlerhatten – begynder Thomas samtidig at omskrive sin egen fortælling. Og den starter med en stormende forelskelse!