The Last Misfits by The Golden River
Juho-Pekka Tanskanen / Finland / 2025 / Verdenspremiere / 79 min
En malerisk, dokumentarisk western fra det kolde nord, hvor de sidste guldgravere leder efter lykke og rigdomme i den finske vildmark. En bittersød film fra en gammel verdens undergang.
Storslåede landskaber under en lavthængende sol. Furede ansigter og grove hænder i arbejde under og over jordens støvede overflade. De brede, maleriske billeder leder tankerne hen på amerikanske filmskabere som Terrence Malick, men vi er i det nordlige Finland – og det kan mærkes på både humoren og alvoren.
Mere end hundrede år efter at støvet har lagt sig over det Vilde Vesten ulmer guldfeberen stadig på lavt blus i Laplands vildmarker. Her lever et lille samfund af guldgravere uden for det moderne samfund. En stolt og traditionel livsform med med 150 år gamle rødder, som nu er truet af det eneste permanente, der findes: forandring.
Tiderne skifter og nye love er på vej. For 80-årige Rami er det en katastrofe. For fællesskabets yngste medlem, Nils-Emil, er åbner det op for en fremtid uden for guldminen. Instruktør Juho-Pekka Tanskanen har skabt noget meget sjældent: En episk storfilm om små skæbner i en gammel verden.