The House
Carl Olsson / Estonia & Sverige / 2024 / 16 min
Hver lejlighed i en ni-etagers boligblok er sit eget menneskelige mikrokosmos i Carl Olssons korte, men episke stemningsrapport fra en myretue af cement.
Selvom lejlighederne i princippet er fuldstændig ens og huset selv kunne have ligget hvor som helst i verden, har beboerne ikke desto mindre indrettet hvert sit unikke, individuelle hjem. Hvert eneste oplyste vindue i den ni etager høje bygning er en verden for sig selv. Alle har konstrueret deres eget miniunivers, der afspejler netop hvem de er og hvad de drømmer om, men alle er under det samme tag. ‘The House’ er en lun observation af det urbane menneske, der udforsker kontrasten mellem os som en del af et samfund og som identitetssøgende individer. Olsson har over en årrække udviklet sit distinkte, antropologiske blik på det moderne liv. Her får vi Olsson-metoden i reneste aftapning.