The Ban + The Diary of a Sky
Roisin Agnew & Lawrence Abu Hamdan / Irland, Storbritannien & Libanon / 71 min
To film, der vises sammen. ‘The Ban’ er et kuriøst, men foruroligende case study fra Nordirland i 80’erne. Her nedlagde den ultra-konservative, britiske premierminister Margaret Thatcher forbud mod at give taletid til repræsentanter for IRA og partiet Sinn Féin i de britiske medier. Censur og modstand ramler sammen i en situation, der tager et bizart twist. I ‘The Diary of a Sky’ undersøger kunstneren Lawrence Abu Hamdan den usynlige militarisering og vold, der finder sted i luftrummet over den libanesiske hovedstad Beirut. Israelske droner og israelske kampfly blæser konstant over byen i en kampagne, hvor lydniveauet stresser byens civile indbyggere.
The Ban
Roisin Agnew / Irland & Storbritannien / 2024 / 26 min
Censur og modstand ramler sammen i et kuriøst, men foruroligende case study fra Nordirland i 80’erne, hvor medierne fandt en udvej ved at dubbe alle interviews med IRA og Sinn Féin.
Da konflikten mellem nordirske protestanter og katolikker i 1980erne var på sit blodige højdepunkt indførte den ultra-konservative, britiske premierminister Margaret Thatcher et dediceret forbud mod at give taletid til repræsentanter for IRA og partiet Sinn Féin i medierne. Idéen var at kvæle deres opstand mod briterne ved at nægte dem at suge af ‘offentlighedens ilt’. Problemet var bare, at loven i juridiske termer kun gjaldt for stemmer, så situation tog en bizar drejning, hvor de frie medier i årevis fik professionelle skuespillere til at dubbe deres interviews med de irske oprørere. ‘The Ban’ er et knivskarpt case study i censur og modstand, og en kunstnerisk original analyse af en kuriøs sag med et foruroligende ekko i nutiden.
The Diary of a Sky
Lawrence Abu Hamdan / Libanon / 2024 / 45 min
Kunstneren Lawrence Abu Hamdan undersøger den usynlige militarisering og vold, der finder sted i luftrummet over den libanesiske hovedstad Beirut.
I 2020 bringer coronapandemien en akut stilhed til hele verden. I den stilhed bevæger filmskaberen og kunstneren Lawrence Abu Hamdan sig ud i Beiruts tomme gader for at dokumentere den lyd og den larm, der endnu findes i byen. Brølende generatorer holder lidt liv i byens vaklende elektricitet, der kommer og går, som det nu engang passer byens ledere.
Men støjen er blandet med larmen fra israelske droner og israelske kampfly, der konstant blæser over byen og ikke efterlader sig andet end hvide ar på den blå himmel og et dramatisk lydniveau over den libanesiske hovedstad. Undersøgelser viser, at larmen får blodtrykket til at stige hos de mennesker, der lever under den.
I en måned i 2020 registrer FN’s digitale bibliotek, at det israelske luftvåben begik 440 krænkelser og overtrædelser af det libanesiske luftvåben. ’The Diary of a Sky’ er et essayistisk collageværk, der både handler om global politik og misinformation, og som dokumenterer militariseringen af himlen og den symfoni af terror og vold, der udspiller sig over hovederne på Beiruts indespærrede borgere.