The Arctic Circle of Lust
Markku Heikkinen / Finland, Tyskland & Sverige / 2026 / International Premiere / 97 min
Langt oppe i Finland skal et midaldrende ægtepar af kartoffelavlere enes om reglerne for at leve sammen på ny, da mandens biseksualitet sætter kærlighedens grænser på prøve.
Petri og Anu er et sødt par. De elsker hinanden, er gift og de har resten af livet foran sig sammen på deres gård et sted på landet langt oppe i Finland. Men der er lige en enkelt ting. I en alder af 50 år er Petri sprunget ud som biseksuel. Og selvom Anu forstår ham, er de nødt til at overveje deres forhold på ny.
Der er en ret rørende ærlighed og åbenhed i ‘The Arctic Circle of Lust’, hvor vi oplever den lokale cruising- og datingkultur blandt de lokale bondemænd, der mødes i skove og på rastepladser, mens Petri selv er på dates. Markku Heikkinen har skabt en helt usædvanlig kærlighedsfilm, der undgår at gøre en sensation ud af noget, der netop ikke burde være det. For mens Petri og Anu måske tumler med at sætte ord på deres tanker og overvejelser, skinner deres kærligheden igennem som lyset fra den sol, der stråler over kartoffelmarkerne i det høje nord.
