Tehachapi
JR / Frankrig / 2023 / 93 min
Den hårdeste kerne af livstidsfanger i et topsikret fængsel i Californien deltager i et livsforandrende fotoprojekt med den franske art star og Oscar-nominerede instruktør JR. Hans projekt bygger broer på tværs af bandemedlemskab og gammelt had.
California Correctional Institution, bedre kendt som Tehachapi, er et såkaldt maximum security prison i det sydlige Californien. Her afsoner de indsatte livstidsstraffe, og hverdagen bag murene er præget af bandekonflikter og etnisk segregering. Men en dag banker den franske gadekunstner og Oscar-nominerede filminstruktør JR (‘Faces Places’) på fængselsporten, og inviterer de indsatte til at tage del i et stort kunstprojekt. Sammen skal de installere en gigantisk fotocollage med portrætter af dem selv i fængselsgården. Gennem tre år følger vi JR bruge sit fotografi, en spand lim og tyndt papir til trække de hårde og ofte dybt traumatiserede mænd ud af deres skal og ind i et kollektivt fælleskab på tværs af bander og etniske identiter. At effekten er ganske utrolig får man selv at se i en uforglemmelig scene, hvor en tidligere white supremacist får laserfjernet sit hagekors i ansigtet af en jødisk specialist.