Songs of Slow Burning Earth
Olha Zhurba / Ukraine, Danmark, Sverige & Frankrig / 2024 / 95 min
En af de mest roste film fra filmfestivalen i Venedig maler et panoramisk billede af livet i Ukraine under Ruslands tragiske krig. Et elegisk mesterværk fra en af landets dygtigste filmskabere.
En tætpakket menneskemasse står i kø for at komme med toget ud af Kyiv. På en brødfabrik forsætter arbejderne med at hive dampende bagværk ud af ovnen, mens bomberne runger i det fjerne. Ét særligt øjeblik skærer gennem tiden: En konvoj af kister bevæger sig gennem landskabet, mens lokale indbyggere knæler langs vejkanten i tavs respekt. Over to år har ukrainske Olha Zhurba (‘Outside’, CPH:DOX 2022) dokumenteret hverdagens drama i sit land under en barbarisk krig.
Hver scene er sit eget kapital. Resultatet er et panoramisk epos af kolossal, tragisk tyngde. Men også med små glimt af lys. Fra de første eksplosioner og panikslagne evakueringer til en hverdag, hvor skolebørn rutinemæssigt søger ly i beskyttelsesrum, og kvinder leder efter deres døde mænd i lighuse. Skiftevist bevæger kameraet sig tættere på og længere væk fra frontlinjen.
‘Songs of Slow Burning Earth’ er et kraftfuldt billedværk, der skildrer den mentale transformation, som følger med, når krig bliver til hverdag. Et vidnesbyrd om menneskets evne til at tilpasse sig – og den ultimative tragedie i at måtte gøre netop det.