Some of You Fucked Eva
Lilith Grasmug / Frankrig / 2025 / 15 min
Mystisk og foruroligende videoværk om en gruppe amerikanske high school-cheerleadere, der pludselig begyndte at besvime samtidig i en kollektiv psykose.
North Carolina, USA, 2002. På en high school træner skolens cheerleadere hårdt og måler sig på antallet af blå mærker på kroppen. Deres patriarkalske træner stiller urimelige krav, men pludselig begynder pigerne på mystisk vis at besvime på samme tid. Den første, der besvimer, er Eva.
Mange år senere genkalder nogle unge mennesker sig det mystiske fænomen og fortæller historien hen over grynede billeder fra forskellige YouTube-videoer af cheerleadere, sportsudøvende unge kvinder og scenarier fra ‘proms’ – alle beskåret og manipuleret, så de passer perfekt ind i alle high-school-filmens udslidte troper og gør karaktererne til rene objekter. Et virtuost videoværk, der med konceptuel klarhed flirter med både horrorfilmen og teen-dramaet.
