Real
Adele Tulli / Italien / 2024 / 83 min
Et kalejdoskopisk, men klarsynet trip ind i samtidens visuelle kultur, hvor Internettet og sociale medier har skabt en parallel virkelighed, hvor ønskedrøm og virkelighed flyder sammen.
Hvis man vil forstå det 21. århundredes visuelle kultur har man to muligheder. Man kan stille sig på afstand af den og forsøge at se på den udefra. Eller man kan lade sig omslutte af den og undersøge den indefra. Den italienske kunstner Adele Tulli lykkes utroligt nok med begge på én gang i ‘Real’, som kaster et kritisk blik på den strøm af billeder, som vi både skaber og forbruger i en skala, som vores forgængere aldrig i deres vildeste fantasi ville have drømt om. Men Tulli drømmer ikke om at spole historien tilbage til en romantisk tid før Internettet. Den digitale Aladdin er ude af flasken, og selvom de virtuelle verdener på de sociale medier har opløst grænsen mellem drøm om virkelighed, kaster den kalejdoskopiske ‘Real’ ikke desto mindre et sobert og nærmest antropologisk blik på den nye tids visuelle kultur. Det er både medrivende, tankevækkende og – selvfølgelig – et visuelt trip.