Petrolheads
Emil Langballe / Danmark / 2026 / Verdenspremiere / 77 min
To helt særlige venner kører de danske landeveje tynde for at finde en brugt Honda Civic, der måske kan gøre livet bare lidt mere normalt. En film, der går lige i hjertet.
Martins største drøm i livet er at være normal, men den drøm har han for længst opgivet. Som ni-årig fik han påvist en udfordrende cocktail af svære diagnoser, og nu er alt, hvad han ønsker sig, at blive den lykkelige ejer af en Honda Civic fra ’94. Han deler sin altoverskyggende passion for motorer med sin bedste ven Casper. De bruger alle deres vågne timer på at spotte, køre og tale om biler, og de føler sig begge ekskluderede fra fællesskabet på grund af deres udfordringer. Kun når de sidder bag rattet, føler de sig normale.
Sammen sætter de kursen mod en brugtvognsforhandler i Tyskland for at indfri Martins drøm om at blive bilejer. Men venskabet bliver sat på prøve af stofmisbrug, identitetstyveri og ikke mindst en nærdødsoplevelse. Med på bagsædet er filmskaber (og Martins storebror) Emil Langballe. Han har skabt en vaskeægte ‘buddy movie’: En både sjov, ægte og rørende film om et venskab, der bliver stående, når alt andet falder fra hinanden.
