Pauline Black: A 2-Tone Story
Jane Mingay / Storbritannien / 2024 / International Premiere / 92 min
2-Tone-bevægelsens absolutte frontkvinde er et britisk stilikon med en stærk politisk holdning og stemmen til at få den ud i verden - fra de punkede 70’ere i England og frem til i dag.
Som forsanger i The Selecter var Pauline Black den absolutte frontkvinde for den fusion af punk, mod-rock og ska, der væltede England i slutningen af 1970’erne. En periode, der ellers var mærket af racisme, håbløshed og en højrefløj med vind i sejlene. Men Pauline Black (som selv har valgt sit efternavn) havde stemmen, holdningerne og stilen til at slå igen. Med sin egen erfaring som datter af en nigeriansk mand i et hvidt Essex i 1960’erne havde hun oplevet ‘hygge-racismen’ og sexismen på både krop og sjæl. Og nu kunne det være nok. Til rytmen af et lynhurtigt backbeat forenede The Selecter punkens attitude med et klart politisk budskab, og med Black som højenergisk midtpunkt blev festen også en protest. I dag kan Pauline Black se tilbage på en mere end 40 år lang karriere, men kampen mod racisme og sexisme er vigtig som aldrig før. Og så er hun fortsat et af de bedst klædte mennesker på planeten.