Open Call
Sille Storihle / Norge / 2025 / Verdenspremiere / 103 min
En vittig og veloplagt satire over kommunal kunst og kultur, hvor borgerne inddrages i at fejre Oslos 400-års fødselsdag. Det går ikke helt efter planen.
Først til sidst i ‘Open Call’ går det op for én, hvad det er for en film, man netop har siddet og set. Det hele starter med at Oslo har 400 års fødselsdag, og det skal fejres – med et kunstværk! Derfor kommissionerer kommunen en kunstner til at skabe et kunstværk midt i byen.
I den demokratiske ånd skal borgerne naturligvis inddrages, en gruppe af byens borgere bliver inviteret til at udvikle forslag til et nyt kunstværk. Men hvad er det rette kunstværk for byen? Bare fordi folk bor i samme by, betyder det ikke, at de har samme smag. Kunstneren selv står midt i suppedasen og forsøger at tilfredsstille det kommunale bureaukrati og en splittet borgergruppe.
‘Open Call’ er en satire over kunst i det offentlige rum, kommunalt bureaukrati, coaching og borgerinddragelse. Resultatet er en tragikomisk (og meget morsom) dystopi over velfærdsstatens velmenende processer – og en film, der først lægger kortene på bordet til sidst.