Love, Z
Anna-Sofie Uth Juncker / Danmark / 2025 / Verdenspremiere / 78 min
Generation Z tager ordet i årets definitive generationsportræt. Tolv unge kvinder deler ærligt deres tanker og følelser om kærlighed i vores tid – og sender samtidig et par solide fuckfingre ud i æteren.
Hvis du er født cirka mellem 1995 og 2012, så tilhører du Generation Z – og denne film er årets store gruppefortælling. En film, som med både sårbarhed, humor og overskud samler et vildt og vidunderligt hold på tolv unge kvinder til at tale frit og ærligt i en insisteren på at definere deres liv på egne præmisser. De er ikke længere børn, men føler sig måske heller ikke helt hjemme i en voksenverden, der bliver mere og mere domineret af kapitalisme, gamle normer og patriarkalske strukturer. I virkeligheden befinder de sig bedst uden for de normer og kasser, som forsøger at definere, hvem de er. Og de overgiver sig ikke uden kamp. Det flyver med fuckfingre, der bliver tænkt og talt, grint og grædt i ‘Love, Z’, som frem for alt er et kærligt snapshot af livet som ung i København netop nu.