Little Sinner
Daro Hansen & Thomas Papapetros / Danmark / 2026 / Verdenspremiere / 90 min
20 års dybt personlige optagelser er samlet i en rå og ufiltreret rejse fra Damaskus til Danmark og skildrer en syrisk kvindes uafrystelige kamp mod vold, svigt og arven fra fortiden.
Som ung bliver Daro dybt forelsket i den danske Toke, der er på udveksling i hendes hjemby Damaskus. Men da familiens ære kommer i fare, indvilliger hun i en proforma-forlovelse med en syrisk mand. Et forhold, der udvikler sig til et voldeligt tvangsægteskab. Med Tokes hjælp lykkes det Daro at flygte i håbet om at lægge mareridtet bag sig og starte et nyt liv i Danmark.
Men selv i sikkerhed kaster fortiden lange skygger. Da den syriske borgerkrig bryder ud i 2011, rippes der op i Daros fortrængte traumer. Hun drages mod den eskalerende flygtningekrise og rejser til Libanon og Grækenland for at hjælpe andre. Hendes mand og trygheden i hendes nye hjemland glider længere væk, i takt med at hun synker dybere og dybere ned i den smerte, hun har forsøgt at undslippe.
Gennem 20 års personligt arkivmateriale afslører ‘Little Sinner’ Daros endelige erkendelse. For at hele, må hun se fortiden i øjnene. Her indser Daro, at hender mor selv bærer på tunge traumer fra sin egen barndom, men modsat Daro er hun ude af stand til at bryde fri.
