Killing Anna
Sam Benstead / Storbritannien / 2026 / Verdenspremiere / 76 min
En uhyrlig video fra Syrien fører til et utraditionelt detektivarbejde, når en syrisk kvinde opfinder et dæknavn for at lokke krigsforbrydere i fælden - på Facebook. En psykologisk thriller med en modig kvinde som en virtuel Sherlock Holmes.
En syrisk akademiker i Amsterdam modtager chokerende optagelser af en massakre på civile begået af en ukendt officer under krigen i Syrien. Videoen hjemsøger hende. Hun sætter sig for at opspore gerningsmændene, men ad utraditionelle omveje. Under dæknavnet Anna sætter hun et omfattende detektivarbejde i gang. Først for at identificere krigsforbryderne – og siden for at blive venner med dem på Facebook.
‘Killing Anna’ er en dybt fængslende psykologisk thriller, hvor de psykologiske indsigter både er raffinerede og ind imellem overraskende enkle. Kan man fange en morder ved at lodde dybderne i hans forfængelighed og undertrykte samvittighed? Og slipper man selv ustraffet fra at røre ilden? Spørgsmålene presser sig på, efterhånden som den opdigtede ‘Anna’ får krogen i den mand, hun mener optræder i den uhyrlige video – og dermed øjner muligheden for at konfrontere et af verdens mest brutale regimer med dets grufulde krigsforbrydelser.
