In Defense of Self
Linn Helene Løken / Norge / 2026 / Verdenspremiere / 87 min
Et tragisk drab på en norsk mand med akut brug for psykiatrisk hjælp rulles op en i film, der med hans egne båndoptagelser som ledetråd spørger, hvad der skete - og hvordan det kunne være undgået.
Morten Michelsen kæmpede mange kampe i sit liv. Søvnløshed, psykisk sygdom, alkohol og et forsøg på at skrive dæmonerne ud af sit sind gennem litteraturen. At hans liv endte tragisk forstår man fra starten i en film, der gennem hans egne båndoptagelser og videoklip opruller historien, der ledte frem til at han blev skudt og dræbt i selvforsvar af det norske politi.
Filmskaber Linn Helene Løken spoler de efterladte lydoptagelser tilbage og viser et liv ind og ud af psykiatrien. Gennem politiets forklaringer og rekonstruktioner af drabet får vi et helt usædvanligt nært indblik i systemet omkring ham og i det komplekse og sårbare menneske, Michelsen var.
’In Defense of Self’ viser mødet mellem psykiatri og politi og rejser presserende spørgsmål om ansvar, magtanvendelse og strukturelle svigt. Løken har skabt en empatisk og politisk presserende film, som med sit billedsprog og ikke mindst sin lydside ikke ligner noget, man har set – og hørt – før, og som starter en samtale, det er på tide at tage.
